SPORT. Fra 1. juli 2025 hedder landstræneren for det danske kvindelandshold i håndbold Helle Thomsen. Hun overtager posten fra Jesper Jensen, som har stået i spidsen for landsholdet de seneste fem år.
Helle Thomsen glæder sig over den nye udfordring og betegner jobbet som det største, hun kan opnå som dansk træner:
»Det er det største at få lov til at stå i spidsen for det danske landshold som dansker. Danmark er et håndboldland. Her er hele pakken: unge talenter, masser af spillere og et landshold, der deltager i alle slutrunder og kæmper om medaljer. Jeg er utrolig stolt, taknemmelig og ydmyg over for opgaven,« siger Helle Thomsen.
Vil bygge videre på stærkt fundament
Den kommende landstræner har tidligere stået i spidsen for både Sverige og Holland. Selvom det er syv år siden, hun sidst havde en landstrænerrolle, er erfaringerne intakte:
»Jeg glæder mig til at tage alt det bedste med fra det hold og den kultur, som Jesper Jensen og Lars Jørgensen har skabt. Forhåbentlig kan vi lægge nogle lag på, så vi bliver endnu bedre. Jeg ved også, hvordan tingene fungerer i en trup til mesterskaber, og hvad det kræver af spillerne. Den læring glæder jeg mig til at drage nytte af.«
Hele Danmarks landshold
Helle Thomsen understreger samtidig, at landsholdet skal repræsentere hele håndbolddanmark:
»Landsholdet står på skuldrene af alle de frivillige ude i foreningerne. Det er dem, der er med til at fremelske, inspirere og udvikle alle de danske håndboldspillere. Derfor skylder vi dem en stor tak, og derfor skal landsholdet også være deres.«
Dansk Håndbold Forbund: »En profil der passer perfekt«
Sportschef i Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, har store forventninger til samarbejdet med Helle Thomsen:
»Efter en grundig proces faldt valget på Helle Thomsen. Hun har stor erfaring med national og international kvindehåndbold. Samtidig har hun et CV med mange succesfulde resultater og en profil, vi vurderer passer godt til det danske kvindelandshold anno 2025.«
Han fremhæver desuden Thomsens taktiske evner og hendes ledelsesstil:
»Hun har et skarpt taktisk blik, en passioneret ledelsesstil og en lune, der matcher landsholdets profil. Samtidig brænder hun for både talentudvikling og foreningslivet.«
Morten Henriksen ser optimistisk på fremtiden og drømmer om nye guldmedaljer:
»Jeg er overbevist om, at Helle kan bygge videre på det stærke arbejde, som allerede er gjort, og tage landsholdet til den første guldmedalje i mange år.«
Hvem der bliver assistenttræner er endnu ikke besluttet, da Helle Thomsen selv skal være med til at udpege vedkommende.
Fakta: Helle Thomsen (54 år)
Landstrænerkarriere:
- Sverige (2014): EM-bronze, OL-kvalifikation
- Holland (2016–2018): EM-sølv, VM-bronze, EM-bronze
Klubkarriere:
- FC Midtjylland (2012-2016): DM-guld, pokalmester, EHF Cup-vinder, Champions League Final4-deltager
- CSM Bucuresti (2017–2018, 2024–): Champions League-deltager
- Molde (2018–2020)
- Nantes (2021–2024): EHF Final4-bronze, Ligue Butagaz Energie-bronze
Helle Thomsen er p.t. træner i CSM Bucuresti, som i øjeblikket spiller Champions League-kvartfinaler mod Team Esbjerg.