Fredericia-virksomheden Hansen El A/S udvider sin forretning og styrker serviceafdelingen markant efter opkøbet af El-Gården. Seks nye medarbejdere og en ny servicechef bliver en del af holdet.

Hansen El A/S har overtaget den lokale el-virksomhed El-Gården i Fredericia og får dermed både nye medarbejdere, flere kompetencer og en styrket position på serviceområdet.

Med opkøbet tilføres virksomheden seks erfarne medarbejdere samt Thomas Pedersen, der bliver ny servicechef hos Hansen El. Han har tidligere været leder i El-Gården.

»Vi har længe ledt efter den rette servicechef, og med Thomas får vi en meget erfaren leder med dyb faglig indsigt. Med det nye team kommer vi til at stå markant stærkere på serviceområdet og kan servicere vores kunder endnu bedre,« siger Simon Hansen, administrerende direktør i Hansen El A/S.

El-Gårdens medarbejdere fortsætter arbejdet fra Fredericia som en integreret del af Hansen El. Thomas Pedersen tiltræder som servicechef, mens Gert Pedersen fortsætter som servicetekniker og fortsat vil betjene sin faste kundekreds.

Thomas Pedersen glæder sig til at blive en del af det nye setup og ser store muligheder i fusionen af de to virksomheder.

»Jeg glæder mig enormt til at være en del af Hansen El-teamet. Vi har altid haft stort fokus på kvalitet og kundeservice i El-Gården, og jeg kan se, at de samme værdier ligger dybt forankret i Hansen El. Sammen kan vi løfte serviceområdet til et endnu højere niveau,« siger han.

Med opkøbet cementerer Hansen El A/S sin position som en af de førende el-installationsvirksomheder i Fredericia-området. Målet er at styrke serviceområdet yderligere og tilbyde kunderne endnu mere fleksible og kompetente løsninger.