Fredericia Håndboldklub oplevede et tungt nederlag i deres anden Champions League-kamp mod det portugisiske storhold Sporting CP, hvor de blev slået med hele 37-19.
Efter kampen var cheftræner Gudmundur Gudmundsson tydeligt frustreret og ærlig i sin evaluering af holdets præstation.
– Jeg er bare dybt skuffet, fordi vi spillede dårligt fra start. Jeg synes, vi kom dårligt ind i alt. Det er jo ikke kun forsvaret. Vi startede jo med første angreb hos dem. Der var forsvaret ikke til stede. Så kommer vi i angreb, og det er langsomt og ikke godt. Vi lavede 12 tekniske fejl i første halvleg alene. Vi har svært ved at skabe chancer. Som jeg siger, det var en meget dårlig kamp fra vores side. Det ligner ikke os på den måde, sagde Gudmundsson, der ikke lagde skjul på sin frustration over holdets mange fejl.
Fejlene hobede sig op for FHK, og det blev tydeligt, at holdet ikke var i stand til at finde det niveau, der er nødvendigt for at konkurrere på den europæiske scene.
– Vi lavede 18 tekniske fejl i kampen. Det går ikke. Det skuffer mig, fordi forsvaret var dårligt, fortsatte Gudmundsson, der pegede på de mange tekniske fejl som en hovedårsag til nederlaget.
Målmand Thorsten Fries leverede dog en stærk præstation i målet og holdt FHK inde i kampen i lange perioder, inden han måtte forlade banen på grund af en skade.
– Det eneste, man kan sige, var, at Thorsten var fantastisk på mål. 41 procent. Så blev han jo lidt skadet eller fik et problem. Jeg synes bare, det var en dårlig kamp fra vores side. Jeg er dybt skuffet, sagde Gudmundsson.
Trods nederlaget fandt Gudmundsson dog nogle få lyspunkter, især i individuelle præstationer.
– Lasse Balstad i første halvleg var vores bedste spiller. Vidarsson gjorde det fint, da han kom ind. Det var positivt. Men ellers kan jeg ikke rose mange for deres præstation. Desværre” sagde træneren, som anerkendte Vidarsson’s indsats som en af de få positive elementer i en ellers skuffende kamp.
Med kort tid til lørdagens kamp mod de danske mestre Aalborg Håndbold, står FHK overfor en stor udfordring. Spørgsmålet er, hvordan FHK skal rejse sig mod et hold af den kaliber.
– Det er et meget godt spørgsmål. Det må vi bare vise på lørdag. I stedet for, at jeg siger alt for meget endnu, så har jeg sagt til spillerne, at vi alle skal kigge indad, sagde Gudmundsson.