Fredag aften sikrede Fredericia Håndboldklub sig en plads i kvartfinalen i pokalturneringen med en sejr over HC Midtjylland. Efter kampen talte cheftræner Gudmundur Gudmundsson om kampens betydning, holdets præstationer og de udfordringer, der venter forude.
For Gudmundsson er enhver pokalkamp som en finale. Forinden havde han kunne se FHK vinde opgøret med 32-25 efter en overbevisende præstation i anden halvleg.
– Alle kampe i pokalturneringen er lidt som en finale. Vi ved, hvad det kræver at spille mod stærke hold, og vi har talt meget om, hvor vigtigt det er at være klar fra starten, siger Gudmundur Gudmundsson.
Gudmundsson oplevede på egen krop, i hans første sæson i FHK, hvad det vil sige ikke at være klar fra start. Holdet fik et pokalexit til Skive i islændingens førstgældende kamp for FHK.
Kampen mod HC Midtjylland var præget af en intens start, hvor Fredericia måtte kæmpe for at finde rytmen i forsvaret. Gudmundsson bemærker, at modstanderen pressede hårdt med kontrastød og udfordrede holdet ved at spille 7 mod 6.
– De scorede nogle mål på den måde, men langsomt fik vi styr på forsvaret, og Thorsten Fries kom ind og gjorde en fantastisk forskel med en redningsprocent på over 40, roser Gudmundsson.
Fredericias sejr var ikke kun et resultat af stærkt målmandsspil, men også af et angreb, hvor mange spillere bidrog til målscoringen.
– Jeg synes, vi har en bredde i vores angreb, hvor mange spillere kan tage ansvar og score vigtige mål. Hele bagkæden var involveret, og det giver os mange muligheder, forklarer Gudmundsson.
Men træneren er også opmærksom på, at der stadig er plads til forbedring, især i forsvaret.
– Vi skal arbejde på vores forsvar, som sejlede lidt i starten af kampen. Men jeg synes, vi fik styr på det, især i 6 mod 6-spillet, og vi håndterede deres 7 mod 6 bedre og bedre, vurderer han.
En bekymring for Gudmundsson er dog de skader, der har ramt flere af holdets spillere i opstarteb,
– Desværre har vi flere skadede spillere lige nu. AN (Nikolaj A. Nielsen, red.) og (Kasper, red.) Young er begge ude, og Henneberg er på vej tilbage. Det er en svær situation for os, men vi håber, at nogle af dem kan være tilbage i næste uge, forklarer Gudmundsson.
Med en vigtig kvartfinale i sigte er Gudmundsson fokuseret på at holde holdet klar og motiveret.
– Vi er nu kun én kamp væk fra Final4, som er vores målsætning. Jeg håber, vi får en god lodtrækning, men uanset hvem vi møder, vil vi være klar til at kæmpe, understreger træneren.
Med ligaopstarten kun en uge væk ved Gudmundur Gudmundsson, at der stadig er arbejde at gøre.
– Vi skal kigge på de områder, hvor vi kan blive bedre, og sikre, at vi er helt klar til sæsonstarten. Jeg tror på, at vi har potentialet til at bygge videre på de gode præstationer og blive endnu stærkere, afslutter han optimistisk.
FHK spiller igen på fredag, hvor holdet i ligapremieren møder TTH Holstebro.
Se her hele indslaget med Gudmundsson: