BILER. Lørdag den 3. maj blev Fredericia midtby forvandlet til et levende showroom for fremtidens transport, da mere end 25 el- og hybridbiler blev vist frem af byens lokale bilforhandlere. Trods overskyet vejr og kun enkelte solstrejf blev arrangementet en stor succes med masser af besøgende, glade mennesker og liv i gaderne.
»Det var en super dag, hvor vi fik skabt en fantastisk stemning i byen. Vi havde håbet på lidt mere sol, men vigtigst af alt holdt vejret tørt, og folk strømmede til hele dagen,« fortæller bankdirektør Christian Jungmark fra Sparekassen Danmark, som stod bag arrangementet i samarbejde med lokale bilforhandlere.

Fredericianerne fik mulighed for at opleve de nyeste modeller fra kendte lokale bilforhandlere som AT Biler, Autohuset Vestergaard, Henrik Christensen, Fredericia Autoservice og Mercedes-forhandleren P. Christensen. Der var også besøg af Lotus Cars fra Vejle og det innovative mærke XPeng.
»Det var virkelig spændende at se, hvor stor interessen er blevet for el- og hybridbiler. Der var gode snakke, og mange fik mulighed for at blive klogere på mulighederne inden for grøn transport,« siger Christian Jungmark.
Udover fremvisning af bilerne var der rig mulighed for at gøre en god handel, da Sparekassen Danmark tilbød særligt attraktive finansieringsmuligheder. Det gjorde dagen ekstra interessant for dem, der gik med drømme om en ny bil.

»Bilsælgerne var rigtig glade. Der blev snakket finansiering og aftaler hele dagen. Der er helt sikkert nogle, der snart kan køre hjem i en ny, grøn bil,« siger bankdirektøren.
Arrangementet havde også tænkt på familiens yngste medlemmer. Den populære maskot Spire gik rundt og delte slik ud, hvilket bidrog til den hyggelige stemning.

»Det var skønt at se alle de glade ansigter – både børn og voksne nød dagen. Vi håber bestemt at gentage succesen en anden gang,« afslutter Christian Jungmark med et smil.