I et forsøg på at tiltrække flere besøgende til Fredericia bymidte har Teknisk Udvalg nu besluttet at ændre betalingsparkeringen på udvalgte pladser. Først skal Fredericia Shopping dog høres, slår udvalgsformand fast.

Med en lav belægningsgrad på de eksisterende betalingspladser og et ønske om at forbedre parkeringsforholdene for både handlende og byliv, har udvalget indstillet en model, hvor den første time bliver gratis. Herefter vil prisen være 12 kroner i timen.

Balance mellem praktisk og økonomisk tilgang

Teknisk Udvalgs formand, John Nyborg (A), understreger, at beslutningen blev taget efter en grundig debat blandt medlemmerne.

. Vi blev enige om at følge indstillingen fra forvaltningen, men det var en god, bred debat. Skulle vi gøre det mere gratis end det, vi foreslog? Skulle det være på to timer, eller skulle vi ændre taksten osv.? siger Nyborg og tilføjer, at udvalget valgte at begynde med fire store pladser, hvor den første time nu vil være gratis.

Forslaget indebærer, at betalingsstrukturen justeres, men uden at øge udgiften for korttidsparkerende.

– Det bliver én times fri parkering, og så med 12 kroner i timen. Det vil sige, at i dag parkerer du fra 8-16, altså tre timer, hvilket koster 24 kroner. Fremover vil tre timer også koste 24 kroner. Fordelt over fem timers parkering, vil du spare lidt mere, forklarer Nyborg.

Fredericia Shopping som samarbejdspartner

Teknisk Udvalg er også opmærksom på at inddrage relevante interessenter, herunder Fredericia Shopping, i den videre proces.

– Vi blev enige om at tage fat i interessenter på området – blandt andet Fredericia Shopping. Vi undersøger, om der er andre ting, vi også kan indarbejde, siger Nyborg og understreger vigtigheden af at inkludere input fra lokale aktører, før sagen endeligt afgøres i Økonomiudvalget og Byrådet.

På et tidligere medlemsmøde i Fredericia Shopping blev der blandt andet foreslået at indføre gratis parkering i weekenderne ved Rådhus Syd, men Teknisk Udvalg har i denne omgang valgt at fokusere på den gratis time i hverdagene som første skridt.

– Det har vi dog ikke besluttet at gøre lige nu. Vi starter her, og vi regner med at tage et opstartsmøde med Fredericia Shopping for at høre, om der er andre hensyn, vi bør være opmærksomme på. Det handler om at lytte til dem, uddyber John Nyborg.

Et hurtigt initiativ for julehandlen

En vigtig del af den nye model er, at ændringerne skal træde i kraft hurtigst muligt, så de kan nå at understøtte julehandlen i bymidten.

– Vi mener, at vi med denne beslutning har forsøgt at tilpasse os julehandlen for hurtigt at komme i gang. Så når folk ønsker at bruge byen, kan de også benytte én times gratis parkering, siger Nyborg, der håber, at de nye tiltag kan være med til at øge bymidtens tiltrækningskraft i den travle juletid.

De nye parkeringsregler gælder for i alt 233 betalingspladser i Fredericia bymidte. Disse pladser er placeret på fire centrale lokationer, som omfatter Jobcentret, Meldahls, Rådhus Nord og Rådhus Syd. Alle pladserne har hidtil haft en lav belægningsgrad, og med den nye model håber man at skabe mere aktivitet og bedre udnyttelse på netop disse steder.

Ændringerne forventes at træde i kraft senest den 1. december 2024, hvor den første evaluering af belægningsgraden vil blive foretaget inden for det følgende år.