POLITIK. På mandagens byrådsmøde i Fredericia blev en række væsentlige beslutninger truffet, der påvirker kommunens borgere direkte. Udover støjproblemerne omkring havnen satte politikerne fokus på gratis bybusser, en ny skole og en mere digital fremtid for seniorrådsvalget.
Gratis busser får opbakning – men ruterne skal forbedres
Enhedslisten stillede forslag om at forbedre bybusruterne, når Fredericia fra sommeren får gratis buskørsel. Forslaget blev positivt modtaget af byrådet, selvom det først ventes at træde i kraft fra 2026, da ændringer i ruter skal varsles god tid i forvejen.
»Når vi gør busserne gratis, skal vi også gøre dem bedre,« argumenterede Cecilie Roed Schultz (Ø), som understregede, at der nu bliver god tid til borgerinddragelse og en grundig gennemgang af ruterne.
Formand for teknik- og miljøudvalget, John Nyborg (S), lovede, at arbejdet med en forbedring af bybusserne bliver prioriteret:
»Det er vigtigt, at busserne kører, hvor behovet er størst, og hvor borgerne ønsker det. Vi tager forslaget meget alvorligt,« sagde han.
En ny skole med plads til 1.000 elever
En af aftenens største beslutninger var valg af udbudsform til den kommende nye skole i Fredericia. Byrådet valgte en totalentreprise med omvendt licitation, hvor et særligt dommerpanel skal sikre, at tidsplan og økonomi overholdes.
»Det er en stor milepæl. Vi skal have en skole, der både sikrer et godt læringsmiljø og et godt arbejdsmiljø,« sagde Kirsten Hassing Nielsen (C), formand for §17 stk. 4-udvalget, som har arbejdet med sagen.
Karsten Byrgesen (løsgænger) efterlyste dog mere klarhed om, hvordan lokale håndværkere og entreprenører kan blive inddraget, så de også kan drage fordel af byggeprojektet.
Digitalisering af seniorrådsvalg
Byrådet vedtog også en ny måde at afvikle seniorrådsvalget på. Fra efteråret 2025 vil seniorrådsvalget blive holdt digitalt og i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget. Det skal give flere ældre lyst til at deltage, håber politikerne.
»Seniorrådet spiller en stor rolle i kommunen. En digitalisering og samling af valgene vil styrke deltagelsen,« sagde Kirsten Hassing Nielsen.
Cecilie Roed Schultz stemte dog imod, at finansieringen skal ske ved en besparelse på seniorrådets eget budget, hvilket dog endte med at blive vedtaget med flertal.
Byrådet siger nej til etisk aktiepolitik
Et forslag fra SF om at indføre etiske retningslinjer for kommunens investeringer, blandt andet ved at afhænde aktier i virksomheder som Tesla, blev nedstemt efter en livlig debat.
Borgmester Christian Bro (S) foreslog at sende forslaget til videre drøftelse i økonomiudvalget, men dette forslag blev også nedstemt af Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative samt løsgængerne.
Tommy Rachlitz Nielsen (K) sagde blandt andet:
»Vi forstår godt intentionen, men verden er omskiftelig. Vi skal ikke hele tiden ændre strategi, hver gang der sker noget, vi ikke bryder os om.«
Cecilie Roed Schultz gav dog forslaget sin opbakning og mente, at en etisk politik for investeringer ville være et stærkt signal fra kommunen.
