Googles datacenter i Taulov har været i funktion siden 2020. Nu køber virksomheden endnu en grund, der grænser op til den nuværende. Købet giver Google mulighed for at udvide på længere sigt.

Siden 2020 er store mængder data strømmet ind og ud af Googles datacenter i Taulov.

Nu har Google købt endnu en grund af Fredericia Kommune. Grunden på 369.626 kvadratmeter giver virksomheden mulighed for at udvide datacenteret i fremtiden. Godt de 250.000 kvadratmeter er erhvervsjord – resten er naturområde, hvor der ikke må bygges.

– Vi har været glade for at have Google i kommunen. De har deltaget i lokalsamfundet, støttet projekter og initiativer og har også gjort en god indsats i forhold til beskæftigelsesområdet. Derfor er det også positivt, at de nu skaber bedre vilkår for deres fremtid i kommunen. Jeg ser frem til et fortsat godt samarbejde, siger borgmester Steen Wrist.

Skal kunne følge med efterspørgslen i fremtiden

Googles datacenter ved Taulov har været i funktion siden 2020. Sideløbende har virksomheden støttet lokale formål i Fredericia som eksempelvis Maskinmesterskolen, Fredericia Museum og EUC Lillebælt.

Derudover samarbejder Jobcenter Fredericia, Business Fredericia og Google om at give ledige og virksomheder en digital opkvalificering.

– Vi har efterhånden været engageret i Fredericia i nogle år, og vi er rigtig glade for at kunne understøtte lokalsamfundet. Flere og flere borgere og virksomheder bruger digitale tjenester, og det kører jo i sidste ende via et datacenter. Derfor er det vigtigt for os at skabe muligheder for at kunne følge med efterspørgslen i fremtiden. Med købet af den ekstra jord får vi netop mulighed for at udvide på et senere tidspunkt, siger chefen for datacentret, Arni Jonsson.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her