SPORT. Lørdag på Dansk Golf Unions repræsentantskabsmøde i Odense fik Golfklubben Lillebælt overrakt en af dansk golfidræts fineste hæder: Årets Golfklub 2025. Klubben blev udvalgt blandt 18 indstillede kandidater og hædres for på kort tid at have skabt markante resultater, sportsligt, organisatorisk og socialt.

Johnny Twile fra Dansk Golf Unions bestyrelse overrakte prisen og lagde ikke fingrene imellem i sin begrundelse.

»Vi var til sidst rigtig enige alle sammen. De vinder, fordi de har gjort mere, end man med rimelighed kan forvente,« sagde han.

Formand Jytte Kristensen modtog prisen sammen med næstformand og golfmanager og sendte straks æren videre.

»Denne pris er først og fremmest en anerkendelse af de mange frivillige timer og kræfter, som hver dag bliver lagt i klubben. Uden vores frivillige var vi aldrig nået hertil,« sagde hun.

Tallene bag prisen er imponerende. I 2025 rundede klubben 1.000 medlemmer, antallet af greenfeegæster steg med mere end en tredjedel, og sponsorindtægterne er på to år femdoblet og passerede for første gang én million kroner. Midlerne er investeret direkte i banen, faciliteterne og kluboplevelsen.

Næstformand Vagn Orry Knudsen fremhæver sponsorernes rolle.

»Den vedholdende opbakning og det store engagement fra vores sponsorer og fra erhvervsnetværket omkring klubben har været helt afgørende,« siger han.

Med prisen følger 50.000 kroner til fortsat udvikling. Golfklubben Lillebælt er blot den anden klub nogensinde til at modtage hæderen siden dens indstiftelse.

»Vi er en relativt ny bestyrelse, og vi har indimellem asfalteret, mens vi kører. Denne pris er en enorm anerkendelse af, at vi sammen er på rette vej,« afslutter Jytte Kristensen.​​​​​​​​​​​​​​​​

Annoncer