God Kommunikation er afgørende
God Kommunikation er afgørende

God Kommunikation er afgørende for et Godt Lederskab. God Kommunikation er forudsætning for optimal interaktion mellem mennesker, virksomheder, nationer, ja alle former for fællesskaber. Men vores personlige evner til at kommunikere har ikke fulgt med tiden og i særdeleshed ikke med hverken den igangværende teknologiske eller politiske udvikling. Med fremmarchen af den kunstige intelligens og den politiske uro, som vi i øjeblikket står midt i, er det blevet endnu tydeligere. Evnen til at kommunikere godt og præcist er hovednøglen til at løse de mange udfordringer, som vi står overfor. Så, hvordan vi kan gøre kommunikation mellem mennesker og ikke mindst vores ledere endnu bedre? Det handler denne og de næste artikler om i serien ”kunsten at lede”.

Indledning

I tidligere artikler har jeg skrevet om, at betydningen af din kommunikation viser sig i den respons du får, og at du kan ikke ikke-kommunikere. Overbevisninger og leveregler som lederen med stor fordel kan følge. Men hvad er God Kommunikation egentlig? Og hvilken kommunikationsstrategi kan vi som ledere, medarbejdere og ganske almindelige mennesker med fordel følge og konkret anvende?

Det er to grundlæggende spørgsmål, hvis svar vi først må gøre os klart, inden vi bevæger os ned i detaljerne og de konkrete kommunikationsværktøjer, som er det endelige mål. Fordi kommunikation er konkret noget, som vi kan se, høre, føle og mærke, dufte og smage og fornemme i tid og rum med hele vores sanseapparat – bevidst og/eller ubevidst – verbalt og non-verbalt.

Hvad er God Kommunikation?

God Kommunikation er for mig en slags sammensmeltning af ”Ying” og ”Yang”. På den ene side består God Kommunikation i, at få mine egne budskaber igennem til modtageren, så de er forstået og giver dén mening og giver dét indhold til modtageren, som de gør det for afsenderen (i dette tilfælde mig selv). På den anden side at jeg (vi) er i stand til at modtage afsenderens (andres) budskaber, så de er forstået og giver den mening og giver det indhold, som budskaberne gør for afsenderen selv.

Som modtager behøver vi ikke at være enige i det modtagne budskab. Men vi (du) skal være i stand til at modtage budskabet ”rent” uden bevidst eller ubevidst mistolkning og fordrejning af det afsendte budskab. Vi skal være bevidste om og afklarede med vores egne og andres mulige bias´/forvrængninger af modtagne budskaber. Vores ubevidste forudindtagethed spiller os let et pus, den svækker vores kommunikations- og forståelsesevne. Netop nu ser, hører og fornemmer vi endnu tydeligere end tidligere, at politikerne, medierne og mange meningsdannere har endog store udfordringer med at bevare en knivskarp sanseskarpheden i alle situationer.

En vigtig pointe er også at være opmærksom på, at når vi kommunikerer og sender vi vores budskaber ud i omverdenen, så sender vi dem også til os selv. Derfor er en ærlig, konstruktiv og positiv kommunikation betydningsfuld, også for dig selv. Dertil kommer, at vi kan ikke ikke-kommunikere. Fra det øjeblik vi bliver født, så afsender vi kommunikation, uanset om vi er til stede fysisk og/eller mentalt eller slet ikke. Dét ”ikke at sige noget” eller ”ikke at gøre noget” er i høj grad også kommunikation.

Mere om hvad God Kommunikation er, det vender jeg tilbage til i efterfølgende artikler. For i denne artikel er det også vigtigt at pege på betydningen af en kommunikationsstrategi.

H5O – strategien

Det at have en effektiv, klar og bevidst kommunikationsstrategi er afgørende for at skabe en sammenhængende og effektiv kommunikation. Jeg vil her kort beskrive et konkret eksempel på den kommunikationsstrategi, som jeg gennem flere år har arbejdet med og stadig arbejder ud fra, og som jeg har rigtig gode erfaringer med. Kommunikationsstrategien har jeg valgt at kalde H5O-strategien.

Kommunikationsstrategi
Kommunikationsstrategi

Forudsætningen for God Kommunikation er: GENSIDIG TILLID. Med en veletableret og kontinuerlig vedligeholdt gensidig tillid forsvinder al unødig støj på alle kommunikationskanaler mellem mennesker.

Ansvaret for God Kommunikation er ET LEDERANSVAR. Det er lederen, der sætter rammerne for kommunikationen, og det er lederen, der altid går forrest med det gode eksempel.

Ansvaret for God Kommunikation er OGSÅ DIT ANSVAR. Vi har alle et ansvar for vores egen kommunikation (både som afsender og modtager – både til andre og til os selv).

H5O – strategien består af grundlæggende 6 trin, der gentages i et antal loops afhængigt af kommunikationslængden. Inden du skrider til handling og sender dit/dine budskab(er)overvejer og gennemtænker du trin for trin svarende på følgende spørgsmål:

  • 1. trin er: HVOR ER DU? Overvej den situation du befinder dig i og tænk den igennem.
  • 2. trin er: HVAD ER DIT BUDSKAB? Overvej hvad målet er med dit budskab netop nu, og formulér først derefter dit budskab.
  • 3. trin er: HVEM ER MODTAGEREN? Overvej situationen fra modtageres side og perspektiv.
  • 4. trin er: HVORFOR ER DET VIGTIGT? Overvej budskabets betydning for dig, netop nu.
  • 5. trin er: HVORDAN GØR DU DET? Overvej måden du vil kommunikere budskabet på (se nedenfor)
  • 6. trin er: OBSERVÉR HVAD DER SKER? Brug dit sanseapparat til at modtage al respons på som du får på dit budskab.

Ad. 5. trin: HVORDAN GØR DU DET?

Det første undertrin i trin 5 handler om, at du GØR DIG SELV KLAR TIL DIN KOMMUNIKATION ved at gå ind i din mentale bedste tilstand.

Det andet undertrin i trin 5 handler om, at du ÅBNER FOR DIN KOMMUNIKATION ved:

  • At indlede med 3-5 ja-sætninger, som modtageren kun kan sige ja til (Yes-set), herefter
  • At gøre modtageren klar ved at lede vedkomne ind i sin mentale bedste tilstand
  • At følge (Pace) og lede (Lead) modtageren undervejs (både verbalt og non-verbalt)
  • At kalibrere gennem hele kommunikationen (dvs. at du baserer din kommunikation på de reelle reaktioner, som du får fra andre via din sanseskarphed både verbalt og non-verbalt).

Det tredje undertrin i trin 5 handler om, at du her SENDER DIT BUDSKAB under anvendelse af alle de kommunikationsmåder og -metoder, som er til rådighed i lederens kommunikations værktøjskasse (og som jeg vender tilbage til i senere artikler).

Det fjerde undertrin i trin 5 handler om at kalibrere gennem hele kommunikationen (dvs. at du baserer din kommunikation på de reelle reaktioner, som du får fra andre via din sanseskarphed både verbalt og non-verbalt).

I 6. trin anvender du hele din sanseskarphed til at observere, hvad der sker omkring dig lige før, under og lige efter din kommunikation. Jo bedre du træner din observationsevne og sanseskarphed, jo oftere bliver du i stand til at justere og tilrette din kommunikation, også mens du kommunikerer, i takt med den verbale og non-verbale respons, som kontinuerligt flyder tilbage til dig.

Når din kommunikation er kommet godt i gang, så vil de seks trin flyde mere sammen i de efterfølgende iterative loops, og trin 5 og 6 vil nærmest køre sine egne iterative temabestemte underloops med lejlighedsvise besøg i trin 1 – 4.

Afrunding

I hvert af H5O-strategiens seks trin og de fire undertrin i trin 5 ligger der en lang række yderligere detailovervejelser og kommunikationsmønstre gemt, som der ikke var plads til i denne artikel. Flere af dem vil jeg komme ind på i efterfølgende artikler.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer