OPINION. Folkeskolen er fantastisk og helt sikkert langt bedre end dens rygte, men den er udfordret og de seneste trivselsmålinger viser desværre et lidt dystert billede for Fredericias folkeskoler. Helt basalt er der for mange børn der ikke trives.

Som folkeskolelærer på 20. år kender jeg til nogle af udfodringerne. De mange elever der desværre taber kontakten til folkeskolen og rammes af hverdagens mange krav og forviklinger. Dem hvor den sociale rygsæk er lidt for fyldt med dårlige oplevelser og penalhuset sjældent er blevet fyldt hjemmefra. Men den største gruppe er de elever der rammes af et skoleliv der bliver mere og mere komplekst. Flere faglige forventninger, flere velmente projekter og afbrydelser i hverdagen, flere stressede voksne, mere skærm og urealistiske krav fra en omverden og et tempo som alt for ofte er for højt.

Det mest effektive middel er ikke krav og symbolpolitiske markering, men helt fundamentalt mere nærvær, anerkendelse og rum til forskellighed.

Først og fremmest skal vi sikre mere nærvær til børnene og de unge. For de mindste skolebørn handler det om, at de ikke presses for hurtigt i skole, at klassekvotienterne er lave og at der er plads til rum og samarbejde mellem lærere og pædagoger i indskolingen. Når vi når lidt længere op handler det om tid og plads til CO-teaching og pædagogiske ressourcer til de små, men vigtige samtaler om dagligdagens udfordringer.

Børnene skal have mere ro på, men det skal de professionelle i den grad også. Lad os få et ”projektstop” fra kommunens side. Sætte en solid stopklods op for nye spændende pædagogiske projekter og snuptagsløsninger, som måske virker i en teoribog eller i en powerpoint, men alt for sjældent skaber reel forandring i praksis. Lad os i stedet bringe ressourcerne tættere på praksis så den pædagogiske vejledning og støtte tager udgangspunkt i det der er brug for på den enkelte skole. De fagligt dygtige lærere, pædagoger og ledere i folkeskolen har helt sikkert kompetencer og viden til at ændre det der skal ændres, men en lille hånd i ryggen.