Nogle nederlag føles større end stillingen. Ikke fordi cifrene er voldsomme, men fordi fornemmelsen er det. Efter Danmarks 29-31-nederlag til Portugal er det netop den erkendelse, der står tilbage hos Mathias Gidsel.
»Det er selvfølgelig en skuffelse. Det var aldrig vores kamp. Vi var altid bagud.«
Det er ikke sagt i affekt, men som en konstatering. Kampen gled aldrig i dansk retning, og de korte øjeblikke, hvor det kunne have ændret sig, forsvandt lige så hurtigt igen.
»Vi fik jo aldrig det momentum. Måske havde vi tre minutter i kampen, hvor vi i et eller andet sted følte, at vi havde lidt momentum, og det fik vi aldrig lov til at beholde og udnytte.«
Når forklaringerne søges, peger Gidsel ikke udad. Tværtimod afviser han hurtigt den diskussion, der ofte følger i kølvandet på tætte nederlag.
»Det var fint. Det var ikke deres skyld. De har accepteret en hård linje, og det gjorde de hele kampen igennem. Så vi skal ikke sidde og snakke om dommere. Jeg synes hellere, vi skal snakke om os selv.«
Og det blik indad er ikke behageligt.
»Det var ikke godt nok. Det var 80 procent hele vejen rundt, og vi fik aldrig styr på Costa-brødrene, og vi lavede for mange fejl, der ikke lignede os i angrebet.«
Dermed er præmissen også klar: Danmark har sat sig selv under pres.
»Nu er vi under pres, og vi kender jo opgaven, der står foran os nu.«
Gidsel lægger heller ikke skjul på sit eget ansvar. To store chancer blev brændt, og han pakker det ikke ind i forklaringer.
»Det er jo sport. Nogle gange brænder man, nogle gange er man showman, nogle gange er man helten, nogle gange er man skurken.«
Nederlaget bliver dog også vendt til noget mere grundlæggende. En påmindelse om, at succes ikke er en selvfølge – heller ikke for et dansk landshold, der har været vant til at vinde.
»Det kan ske i sport, at man taber. Måske er det meget sundt for os også at mærke, at vi kan tabe. Måske er det også sundt for jer at mærke, at vi også kan tabe.«
Der er ingen flugt fra situationen. Kun arbejdet tilbage.
»Nu er der ikke andet at gøre end at sidde nede på hotellet i aften og i morgen og få snakket sammen. Og så må vi jo se frem til den opgave, der står foran os.«
Opgaven er i realiteten den samme – bare med et andet udgangspunkt.
»Vi vil jo stadig gerne vinde fire mellemrunde kampe for at blive etter. Nu er det lidt sværere, men det er den samme opgave, der står foran os. Udover at der selvfølgelig er lidt ekstra tryk på os.«
Fysisk spil og hårde dueller fyldte kampen, men heller ikke her søger Gidsel forklaringen.
»Det havde ikke noget med resultatet at gøre i dag. Det var rene skære vores eget niveau, der ikke var godt nok til at slå portugiserne.«
Midt i nederlaget nåede han en milepæl. Kamp nummer 100 på landsholdet. En detalje, der ikke ændrer på følelsen – men heller ikke forsvinder.
»Uanset jubilæum eller ej, så står jeg stadig ved, at 100 kampe er stort. Og så har jeg 100 kampe mere til at rette op på dagens kamp.«
Portugal lykkedes især med det, Danmark normalt selv lever af: tryk, tempo og konsekvens.
»De ligger bare i et enormt tryk, og når de kom på kanten, blev de ved med at gå på. Det er en enorm eksplosivitet og energi og kraft, de har, og i dag kan vi bare ikke stå imod.«
Alligevel slutter Gidsel ikke i resignation. Snarere i en form for stilfærdig påmindelse om, hvad der stadig gælder – også efter et nederlag.
»Vi er ikke ude. Jeg tænker stadig, at vi er et rigtig godt hold.«
Et nederlag ændrer ikke alt. Men det ændrer noget. Og i den erkendelse ligger både smerten – og begyndelsen på det næste skridt.
