KRIMI. Tre mænd er blevet sigtet efter et voldsomt slagsmål natten til tirsdag i Oldenborggade i Fredericia. Anmeldelsen om opgøret indløb til Sydøstjyllands Politi klokken 00.26, da vidner kunne berette om tre personer, der var oppe at toppes på åben gade.
Ifølge politikommissær Kenneth Skytte Nielsen fra Patruljecenter Syd var der tale om et slagsmål, hvor to personer gik løs på én tredje, hvorefter situationen eskalerede yderligere:
»Vi fik anmeldelsen om, at der var nogen, der var oppe at slås – to personer mod én. Samtidig blev det observeret, at en person forsøgte at sætte sig ind i en varebil,« siger Kenneth Skytte Nielsen.
En patrulje fra Sydøstjyllands Politi blev sendt hurtigt frem til stedet, hvor de tre mænd alle blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af deres indbyrdes slagsmål. Der er tale om en 24-årig mand fra Ringe på Fyn, en 30-årig mand med ukendt adresse samt en 27-årig mand fra Fredericia.
»De blev alle tre sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, fordi de havde indladt sig i slagsmål med hinanden,« fortæller politikommissæren.
De tre mænd blev løsladt igen i løbet af natten, men politiet har på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, hvad der præcist lå til grund for slagsmålet, eller om de tre involverede mænd på forhånd kendte hinanden.
Alle oplysninger i denne artikel stammer fra Sydøstjyllands Politis pressebriefing tirsdag morgen klokken 09.00.