Hvad er det for en by, jeg ser for mig om 20 år? En by, der har udviklet sig til et bedre sted at bo.

Er der eksisterende bygninger, der skal bevares? For eksempel Kasernen – kunne man lade det udvendige være intakt og renovere det indvendigt til ældreboliger? Om det skal være leje eller eje, er måske ikke så vigtigt. Det vigtige er at få en fungerende bymidte og en velfungerende by generelt.

Hvis man vil, at Fredericia skal udvikles og gøres mere attraktiv, er man nødt til at stoppe med lappeløsninger. I stedet skal man sætte sig ned og lave en samlet plan i fællesskab.

Infrastrukturproblemer

Som jeg ser det, har Fredericia et infrastrukturproblem, der kan løses med lidt god vilje fra beboerne og en fremsynet plan fra kommunens side. Den nuværende metode, hvor tingene ændres ca. hvert andet eller tredje år, er uholdbar for skabelsen af et varigt projekt for bymidten.

Parkering i midtbyen og området omkring er desværre horribelt dårligt, og der er alt for meget trafik i myldretiden.
Her kunne man lave et Park and Ride-system, der både tilgodeser beboerne og de tilrejsende turister. For eksempel kunne man anlægge parkeringshuse eller p-pladser ved Vejlevej og Eritsø-området. Beboerne i midtbyen kunne parkere deres biler mod en moderat årlig afgift og til gengæld få gratis kørsel med busser i området. Turister og andre kunne betale for parkering og få gratis buskørsel til og fra byen.

Grøn omstilling med omtanke

Jeg forestiller mig et Fredericia, der går ind i kampen for en grønnere fremtid – men uden at tabe hovedet og påføre kommunen og beboerne uoverskuelige omkostninger.

Vi bør tage udgangspunkt i realiteterne, når vi taler om grøn omstilling. Fredericia Kommune har ikke store, fritliggende arealer til rådighed, så vi bør kigge på alternative idéer. For eksempel kan vi oprette grønne arealer og plante træer og buske, som ikke kun bidrager til den grønne omstilling, men også reducerer støj i belastede områder. Det ser desværre ud til, at man i øjeblikket kun fokuserer på solceller og vindmøller.

En bilfri bymidte inden for voldene

Jeg kunne godt tænke mig, at man satte sig sammen med butiksejere, caféer, restauranter og kulturaktører som teater- og musikfolk og diskuterede, hvordan vi kunne forvandle området inden for voldene til et bilfrit område.

I min optik ville det gavne både byen og de erhvervsdrivende, hvis vi kunne skabe en mere indbydende og attraktiv bymidte. Området omkring Axeltorv kunne blive et kulturelt samlingspunkt – et sted med plads til lidt af hvert og en masse god stemning.

Man kunne skabe 3 tværgående og én gennemgående vej til varetransport og busser. Resten af vejene kunne omdannes til cykel- og gågader kombineret med grønne områder. Selvfølgelig kræver det, at vi finder parkeringsmuligheder til beboere inden for voldene, så de stadig kan bruge deres biler til længere ture.

“Guleroden” for beboerne kunne være et gratis buskort, mod at de ikke kører bil inden for voldene. Kun varetransport, politi, ambulancer og brandvæsen skulle have adgang.

Jeg tror, dette ville have en enorm positiv betydning for forretningslivet og skabe bedre trivsel generelt i bymidten.

Arbejdsmarkedstiltag

På arbejdsmarkedsområdet kunne Fredericia ansøge om en forsøgsordning for langtidsledige og arbejdsløse. Fokus bør skifte fra at kontrollere raske arbejdstagere til at hjælpe dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Den nuværende dobbeltkontrol, hvor både kommunen og fagforeninger overvåger jobsøgning, er dyr og ineffektiv. I stedet bør vi fokusere på CSR (Corporate Social Responsibility) og samarbejde med erhvervslivet for at aktivere dem, der ellers ikke kan finde fodfæste.

At give mennesker et formål – uanset om det er småt – kan gøre en enorm forskel. Eksempelvis kunne en person med begrænsede ressourcer hjælpe på et plejehjem, skænke kaffe eller gå ture med beboere. Det ville gavne både dem selv og de ældre.

Folkeskolens udvikling

Vi skal se på udviklingen af folkeskolen som en helhed. Forældre skal tage mere ansvar for deres børns opførsel. Hvis børnene ikke kan opføre sig ordentligt i skolen, må forældrene undervise dem derhjemme – selvfølgelig under kontrol.

Lærerne skal fokusere på at undervise og formidle viden, ikke på at opdrage eleverne. Skolernes fortsatte eksistens og succes afhænger af, at forældre og skoler arbejder sammen. Hvis ikke, risikerer vi, at ressourcestærke forældre flytter deres børn til privatskoler, og de kommunale skoler står tilbage med færre ressourcer og svagere elever.

Kjeld Jeggesen
Byrådskandidat, KV25, Danmarksdemokraterne

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her