KOMMUNALT. Frederiksodde Skole afdeling B i Fredericia har sat en række tiltag i gang efter at skolen den 12. september modtog et straks påbud fra Arbejdstilsynet. Påbuddet betyder, at skolen skal sikre at arbejdet tilrettelægges og udføres sikkerheds og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Som en del af indsatsen implementerer skolen blandt andet værktøjet »Mit Trafiklys«. Det er et systematisk vurderingsredskab hvor eleverne vurderes i grøn gul eller rød zone afhængigt af deres aktuelle adfærd og risikoprofil.
Karen Heebøll, der er direktør for Familie Børn og Læring i Fredericia Kommune siger:
»Det er altid ærgerligt at modtage et straks påbud fra Arbejdstilsynet da det betyder, at der er nogle arbejdsmiljømæssige krav som vi ikke har levet op til. Det skal vi naturligvis handle på. Derfor er der allerede igangsat en række initiativer for at imødekomme Arbejdstilsynet straks påbud. Derfor er det min forventning at straks påbuddet ophæves snarest muligt«.
Magnus te Pas der er chef for Børn og Læring i Fredericia Kommune fremhæver at påbuddet også giver anledning til læring
»Det er også vigtigt for mig at sige at vi altid hilser Arbejdstilsynet velkomment da det giver anledning til at vores procedurer og adfærd bliver spejlet i forhold til lovgivning og praksis fra andre steder hvilket der er stor læring i. Men det er også vigtigt at huske på at eleverne på Frederiksodde Skolen afdeling B er nogle af vores mest sårbare og udfordrede børn der har brug for specialpædagogisk støtte. Derfor skal vi både have fokus på både at sikre et trygt arbejdsmiljø for vores medarbejdere der hver dag yder en stor indsats samtidig med at vi skal sikre høj specialpædagogisk kvalitet for eleverne. De to ting kan godt udfordre hinanden og derfor arbejder vi hele tiden med vores arbejdsgange og praksis de pædagogiske værktøjer oplæring af nye medarbejdere og løbende efter og videreuddannelse«.
Han understreger at medarbejderne skal opleve at det er sikkert og trygt at gå på arbejde og at både forældre og børn oplever Frederiksodde Skole afdeling B som et godt sted at være og lære selvom forholdene ikke kan sammenlignes med en almindelig folkeskole.
»Når man på Frederiksodde Skole samler de mest udfordrede elever i Fredericia Kommune så vil adfærd og risiko være anderledes end på vores almene skoler. Det er vigtigt at have en forståelse for at de her elever kræver noget specielt og ikke i alle tilfælde tænker rationelt«.
Fakta om Frederiksodde Skole afdeling B
– En del af Fredericia Kommunes specialskole
– Cirka 75 elever og 50 medarbejdere pr. 1. august 2025
– Elever visiteres af Fredericia Kommunes visitationsudvalg
– Eleverne har socio emotionelle vanskeligheder samt ADHD problematikker
– Afdeling B arbejder med handicapforståelse sociale færdigheder og målstyret undervisning
– Eleverne undervises i alle Folkeskolens fag og kan gå til Folkeskolens afgangsprøver