NAVNENYT. Odense Håndbold har fået tilført nye kræfter i administrationen, og blandt dem er et velkendt fredericiansk ansigt. 41-årige Dennis Kappel tiltrådte i august som Key Account Manager og skal være med til at styrke klubbens kommercielle område.

Dennis Kappel er født og opvokset i Fredericia, hvor mange kender ham fra tidligere roller. Han har blandt andet drevet vinhandel i byen og været partneransvarlig på Fredericia Musicalteater. Nu glæder han sig til at bringe sine erfaringer i spil i en af landets største håndboldklubber.

»Som person ser jeg mig selv som meget åben, og jeg lægger stor vægt på at være relationsskabende, imødekommende og synlig over for alle, jeg møder på min vej – især her i Odense Håndbold, som jeg er stolt over at repræsentere både lokalt og nationalt,« fortæller han.

Hans fokus bliver tæt knyttet til klubbens samarbejdspartnere. »Mit arbejde vil primært handle om relationen til vores mange samarbejdspartnere – både i hallen og til de mange arrangementer, vi afholder i løbet af sæsonen. Her skal min åbenhed og mit nærvær gerne kunne mærkes i alt, jeg gør,« siger Dennis Kappel.

Sammen med Nanna Willemar Svanøe, der er ny eventelev i administrationen, er han en del af de kræfter, der fremover skal sikre, at Odense Håndbold står endnu stærkere bag kulisserne.

For Dennis Kappel betyder jobbet også at fortsætte sin passion for at skabe gode oplevelser og stærke relationer – nu i en ny ramme, men med samme udgangspunkt som altid: at være tæt på mennesker.