Avisen

Nyheder og indsigt fra Fredericia.

fredericiaavisen.dk › Samfund

Fredericianernes formuer voksede under halvt så meget som landsgennemsnittet

Fredericianernes formuer voksede under halvt så meget som landsgennemsnittet

SAMFUND. Formuerne i Fredericia Kommune voksede markant mindre end i resten af landet sidste år. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), der bygger på tal fra Danmarks Statistik og indgår i AE’s årlige publikation Fordeling og Levevilkår.

I Fredericia steg den gennemsnitlige nettoformue per voksen med 3,6 procent i 2024, når der er korrigeret for inflation. På landsplan var stigningen 7,9 procent, og fredericianernes formuer voksede dermed under halvt så meget som landsgennemsnittet. Fredericia ligger også under nabokommunerne Kolding og Vejle, hvor formuerne steg med henholdsvis 4,3 og 5,2 procent, og et stykke efter Middelfart, hvor stigningen var 8,3 procent. Ifølge AE var Middelfart den eneste kommune på Fyn med en formuevækst over landsgennemsnittet, mens Morsø var den eneste i Jylland.

Nettoformuen er det, en person i teorien ville have tilbage, hvis bolig, bil, aktier og andre værdipapirer blev solgt, al opsparing inklusive hele pensionen blev hævet, og al gæld blev betalt.

Ifølge AE er tallene et udtryk for, at den økonomiske ulighed vokser i Danmark, og at forskellene er store, også mellem områder, der ligger tæt på hinanden.

»Selvom vi bryster os af at være et relativt lige land, vokser den økonomiske ulighed. Det gælder også på ultralokalt niveau«, siger Sune Caspersen, chefanalytiker i AE.

AE har opgjort den typiske nettoformue i hvert af landets 1.942 sogne, som er den mindste enhed, formuen kan beregnes for. I Rungsted Sogn i Nordsjælland har den typiske beboer en nettoformue på 4.815.000 kroner. I Vollsmose Sogn i Odense er tallet 134.000 kroner, en forskel på omkring 4,7 millioner kroner. Forskellene kan også være store mellem nabosogne. I Gladsaxe har den typiske beboer i Haralds Sogn en nettoformue på 250.000 kroner, mens tallet i nabosognet Søborgmagle er 3,4 millioner kroner, næsten 14 gange så meget. I Aarhus er forskellen mellem Risskov Sogn og nabosognet Vejlby 3.150.000 kroner.

»Vores analyse viser, at der selv inden for meget korte afstande, kan være en verden til forskel i de livsvilkår, man har«, siger Sune Caspersen.

Ifølge analysen trækker formuerne i stigende grad mod bestemte områder. Størst var stigningen i Hvidovre med 17,7 procent, mens formuerne faldt på Læsø med 6,5 procent og i mindre grad i Lolland og Norddjurs.

»Der er en form for magnetisme i penge, hvor de velhavende klumper sig sammen i enklaver. De rigeste bor i højere og højere grad i og omkring København«, siger Sune Caspersen.

Ifølge AE kan udviklingen få konsekvenser for samfundet som helhed.

»Det går ud over sammenhængskraften i samfundet, når danskerne lever i opdelte sociale bobler. Det kan svække tilliden på tværs af samfundet og skabe manglende forståelse på tværs af sociale skel«, siger Sune Caspersen.

Del artiklen

Læs også

MESSE C åbner dørene for unge fra headspaceDerfor ligger nogle af AVISENs historier bag en betalingsmurKaffe og et ja på RådhuspladsenLang kø snoede sig over pladsen, da Normal åbnede i Erritsø