Dansk Folkeparti har officielt godkendt Sune Nørgaard Jakobsen som folketingskandidat for partiet i Fredericia.

Jakobsen, der i mange år har arbejdet i frontlinjen af social- og velfærdsområdet, stiller op med en klar ambition: At sikre, at mennesker altid kommer før systemer.

– Det er med stor stolthed, at jeg stiller op til Folketinget for Dansk Folkeparti – ikke kun for mit parti, men for vores by, for Fredericia og for hele Danmark. Jeg har i snart 15 år arbejdet tæt med nogle af de mest udsatte mennesker i vores samfund, og jeg har set et velfærdssystem, der i stigende grad svigter dem, der har allermest brug for det. Det må og skal ændres,” udtaler Sune Nørgaard Jakobsen.

Jakobsen har dedikeret sin karriere til socialområdet og er ansat som rusmiddelbehandler på et behandlingscenter for stof- og alkoholafhængighed. Han har set, hvordan bureaukratiet er vokset, mens medmenneskeligheden er trådt i baggrunden.

– Vi lever i et samfund, hvor politikerne hellere vil tale om tal end om mennesker. Hvor der er råd til meget – men ikke til vores ældre, vores udsatte og vores velfærdspersonale. Det er en udvikling, jeg ikke kan acceptere, og derfor stiller jeg op,” siger han.

Ifølge en pressemeddelelse sætter Sune Nørgaard Jakobsen en ære i at repræsentere et parti, der holder fast i sine værdier:

  • Mennesker før systemer
  • Fællesskab og ansvar
  • Omsorg for de svageste i samfundet
  • En stærk dansk identitet og kultur

– Dansk Folkeparti har altid været partiet, der tør sige det, de andre ikke vil. Vi bøjer ikke af, vi holder fast – og vi kæmper, når andre giver op. Det har aldrig været vigtigere end nu, fastslår han.

Som folketingskandidat vil Sune Nørgaard Jakobsen arbejde for en mere retfærdig og menneskelig socialpolitik, hvor velfærdspersonalet får bedre arbejdsvilkår, ældreomsorgen bliver styrket, og de svageste i samfundet ikke bliver efterladt på perronen, mens systemet kører videre.

– Jeg vil kæmpe for de svageste. Jeg vil kæmpe for Danmark. Og jeg vil kæmpe for en politik, hvor hjerte og fornuft går hånd i hånd, slutter han.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer