SPORT. Det danske døvelandshold i herrehåndbold har fået ny cheftræner. Det bliver 35-årige Daniel Sandbye fra Fredericia, som skal stå i spidsen for holdet.

Daniel Sandbye, der bor i Fredericia med sin familie, kommer med solid erfaring fra håndboldverdenen. Han har været håndboldtræner, siden han var 16 år, og har blandt andet trænet ungdoms- og seniorhold i klubber som Fredericia, Silkeborg/Voel og Smidstrup. Han har derudover fungeret som kredstræner og er fortsat tilknyttet Team Danmarks morgentræninger. Til daglig arbejder han som pædagog på en specialskole med børn fra 0.-10. klasse.

Det er særligt kombinationen af det sportslige og menneskelige, der tiltaler den nye landstræner.

»Det tiltaler mig at være en del af noget større og få lov til at bygge videre på noget. Jeg glæder mig til at lære spillerne at kende og skabe et hold med både sportslig kvalitet og et stærkt fællesskab,« siger Daniel Sandbye.

Kendte tidligere landstræner fra Fredericia

Idéen til jobbet fik Daniel Sandbye, da han opdagede, at Kim Næsby, som han kendte fra håndboldmiljøet i Fredericia, var en del af døvelandsholdets stab.

»Det gik stærkt. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt som træner, og det her føltes som en spændende og meningsfuld udfordring,« fortæller Sandbye.

Han tog selv kontakt til Kim Næsby, hvorefter tingene hurtigt faldt på plads.

Delte visioner og fælles retning

Valget af Daniel Sandbye vækker stor glæde hos idrætsleder for herrehåndbolden, Frank Hansen, der ser ham som det helt rigtige valg til posten.

»Jeg kender Daniel fra tidligere, hvor han var træner for min søn. Han har stærke faglige kompetencer og brænder for rollen. Vi har haft en god snak, og vi deler samme tanker og visioner for, hvilken retning herrelandsholdet skal i,« siger Frank Hansen og fortsætter:

»Derfor har jeg valgt Daniel – han er det rette valg til posten. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med ham fremover.«

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer