Efter aktindsigter i Danmarksporten-sagen meddeler Jesper Hansen, at han trækker sig som formand for Fredericia Shopping. Han kalder samarbejdet med kommunen »sygt« og siger, at han ikke længere kan kæmpe mod det system, som burde støtte de små erhvervsdrivende, der i forvejen kæmper for deres overlevelse.
Jesper Hansen, formand for Fredericia Shopping, trækker sig. Beslutningen kommer efter måneder med kamp for midtbyens erhvervsliv, en række aktindsigter i Danmarksporten-sagen – og en oplevelse af at stå alene i modvind fra kommunens embedsværk og politiske ledelse.
»Jeg trækker mig,« siger Jesper Hansen. »Det er simpelthen ikke mit helbred værd at sætte over styr for at kæmpe mod sine egne. Alle, der kender mig, ved hvor meget jeg elsker Fredericia. Jeg er fæstningsbarn med stort F. Jeg elsker min by, men når jeg mødes af koordinering og ondskabsfulde modtræk koordineret i samarbejde med en politisk udvalgsformand og embedsværket, så har jeg fået nok.«
Han beskriver en forvaltningskultur, hvor dialogen med erhvervslivet er blevet erstattet af undertoner, arrogance og strategisk kommunikation.
»Den syge kommunikationskultur, som de udøver, dem der skulle være et bolværk mellem politik og forvaltning, de er arme for den syge kommunikationskultur,« siger han med direkte henvisning til kommunaldirektøren og forvaltningen.
For de små butikker
For Jesper Hansen handler beslutningen ikke om ham selv, men om de mange små butikker, der kæmper for at overleve i Fredericia.
»Jeg har brugt mellem 60 og 80 timer i måneden på at skabe aktiviteter, initiativer og liv i Midtbyen,« siger han. »Men det er ikke nok, når man oplever, at kommunen ikke står sammen med os – men imod os.«
Han beskriver, hvordan erhvervslivet lider:
»Efterspørgslen efter nye butikslokaler er i praksis faldet til nul, og flere erhvervsdrivende melder allerede om usikkerhed for fremtiden. Vores konkurrenter hedder aldrig Vejle eller Kolding eller Middelfart. Vores konkurrenter er altid en kommunal forvaltning og et teknisk udvalg, der ikke er deres opgave voksen som folkevalgte, i stedet er de forvaltningens forlængende arm og omvendt. Det er altid vores egne, der spænder ben.«
Jesper Hansen siger, at hans beslutning er truffet med sorg – men også med ro i maven.
»Jeg er fæstningsbarn til den dag, jeg dør. Men jeg kan ikke blive ved med at bruge mit liv på at kæmpe mod mine egne. Jeg vil hellere bruge kræfterne på at støtte de små, der står med alt på spil – dem, der dagligt åbner døren i Midtbyen, selvom kassen er tom, og håbet svinder.«
Han beskriver en kommunikationskultur, der efter hans opfattelse har udviklet sig til hån og ydmygelse.
»Der er stærke undertoner af både latterliggørelse og hånlig retorik i hjørnerne. Og det sker med smil og blinkende smileys. Det fortsætter med deres undertoner og ydmygelser. Ham der skulle være bolværk for det her, ja, han er en del af det.«
Et farvel – men ikke et opgivende
Selvom han trækker sig som formand, understreger Jesper Hansen, at det ikke er et farvel til Fredericia eller til erhvervslivet:
»Jeg er ikke færdig som menneske, og jeg er ikke færdig med Fredericia. Jeg har stadig et stærkt netværk og mange værdier i byen. Men jeg kan ikke mere i et system, hvor man bliver latterliggjort, når man stiller spørgsmål på vegne af de erhvervsdrivende, der mister alt.«
Et sår i tilliden
Sagen efterlader ikke bare et hul i Fredericia Shoppings ledelse – men også et sår i tilliden mellem erhvervslivet og kommunen.
Efter aktindsigterne i Danmarksporten-forløbet står det klart, at embedsværk og politikere har arbejdet tæt sammen om pressehåndtering og svar på kritik. For Jesper Hansen blev det dråben:
»Jeg vil ikke længere kæmpe mod mine egne. Jeg har kæmpet for byen, for butikkerne og for alle de små, der tror på Fredericia – men nu må de selv stå på mål for den kultur, de har skabt.«
Med Jesper Hansens afgang mister Fredericia handelslivet en ildsjæl, der har brugt tusindevis af frivillige timer på at skabe liv og aktiviteter i midtbyen. Men samtidig sætter hans beslutning fokus på et voksende problem: en kommunikationskultur, hvor kritik fra erhvervslivet bliver mødt med strategi i stedet for samarbejde.
Når frontfiguren for byens butikker trækker sig med ordene »den syge kommunikationskultur«, står ikke bare en stol tom – men et spejl op for byens ledelse.
Læs også
