Fredericia Shopping får en økonomisk håndsrækning i 2026, men den langsigtede finansiering er fortsat uafklaret. Et politisk flertal i Økonomi- og Erhvervsudvalget har besluttet at give foreningen et engangsbeløb på 500.000 kroner fra investeringspuljen i 2026, mens spørgsmålet om varig støtte først skal afgøres i forbindelse med de kommende budgetforhandlinger.

Beslutningen blev truffet på et møde i denne uge, hvor sagen igen var på dagsordenen efter at være blevet udsat i december for at give tid til en uddybende dialog med Fredericia Shopping og Business Fredericia.

På mødet deltog Jesper Gaarsvig, formand for Fredericia Shopping, samt Kristian Bendix Drejer, direktør i Business Fredericia, som fremlagde foreningens økonomiske situation og de udfordringer, der ligger bag ansøgningen om fortsat og udvidet støtte. Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne stemte for løsningen. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod.

Fredericia Shopping har i sin ansøgning peget på vigende indtægter og et økonomisk pres, som gør det vanskeligt at opretholde samme aktivitetsniveau som hidtil. Foreningen spiller en central rolle i bymidten med aktiviteter og events, der skal skabe liv og tiltrække kunder til butikkerne – særligt i perioder, hvor detailhandlen er under pres.

Under udvalgets behandling blev det blandt andet fremhævet, hvor stor betydning decemberhandlen har for byens butikker. »Butikkerne henter op mod 30 procent af deres årsomsætning i december. Hvis den måned bliver dårlig, kan det få meget alvorlige konsekvenser for resten af året. Det var en oplysning, jeg synes var vigtig at få med i sammenhængen,« siger Susanne Eilersen.

Hun peger på, at Fredericia Shopping allerede er presset, men at efteråret har budt på yderligere udfordringer.

»De har været presset i forvejen, men der har også været nogle faktorer i efteråret, som gjorde situationen endnu mere vanskelig. Derfor kan jeg godt se, at deres bekymring er reel,« siger hun. Susanne Eilersen bakkede derfor op om, at der gives et engangsbeløb i 2026.

»Jeg bakkede op om, at vi giver en ekstra halv million i 2026. Det vil vi gerne være med til,« siger hun.

Samtidig understreger flertallet, at der er tale om en midlertidig løsning, og at der ikke kan gives varig støtte uden en samlet politisk budgetproces. »Hvis der skal være tale om noget permanent, så bliver det nødt til at gå igennem en budgetforhandling. Vi kan ikke begynde at give permanente penge på udvalgsmøder. Det er en glidebane,« siger Susanne Eilersen.

Derfor blev flertallet enige om at give engangsbeløbet i 2026 og sende spørgsmålet om den fremtidige økonomi videre til budgetforhandlingerne. »Hvad der sker i budgettet, kan jeg ikke sige nu. Der er lang tid til, og der kommer mange ting på bordet. Men vi er i hvert fald positive over for at kigge på det i budgetforhandlingerne,« siger hun.

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod beslutningen. Ifølge SF er modstanden ikke et udtryk for manglende opbakning til bymidten eller Fredericia Shopping, men en principiel prioritering af, hvordan investeringspuljen anvendes.

»Vi anerkender fuldt ud, at der er udfordringer i midtbyen, og at det er noget, vi skal have håndteret. Men investeringspuljen er begrænset og tiltænkt situationer, hvor velfærdsområderne kan få brug for en ekstra håndsrækning,« siger Malene Søgaard Andersen.

Hun peger på, at der findes andre kommunale puljer, som Fredericia Shopping fortsat kan søge. »Vi opfordrer til, at man kigger på brandingpuljen og puljer til særlige begivenheder. I de udvalg, hvor vi sidder, vil vi være positivt stemt over for ansøgninger derfra,« siger hun.

Malene Søgaard Andersen understreger samtidig, at SF ikke afviser at drøfte støtten på et senere tidspunkt.

»Vi er i starten af et nyt budgetår, og der kan opstå uforudsete situationer på velfærdsområderne. Hvis det viser sig, at midlerne ikke bliver brugt der, vil vi gerne gå i dialog om, hvordan pengene kan anvendes,« siger hun.

Dialogen fortsætter

Med beslutningen i denne uge er Fredericia Shopping sikret et økonomisk løft i 2026. Men spørgsmålet om foreningens fremtidige finansiering er fortsat åbent.

Den endelige afgørelse om en varig løsning vil først blive truffet, når Fredericia Kommune senere på året går i gang med budgetforhandlingerne.

Om forfatteren: Julie Christine Skøtt Christensen
Fortæl os noget om dig selv.

Få premium

Få premium
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu