Konkurrencen om at tiltrække nye borgere i provinsbyerne er stor. Det kræver mere end store arrangementer, smuk natur og en levende bymidte. Skoler, landsbyer, børnehaver, image og viden er vigtige faktorer, når 55.000 borgere skal se solen stå op over Østerstrand inden 2033. Derfor var interessenter samlet i Fredericia Idrætscenter tirsdag i denne uge.

Business Fredericia og Fredericia Kommune samlede tirsdag interessenter fra et bredt spektrum i Fredericia. Inden de blev sluppet løs på en workshop, var der oplæg fra både Fredericia Kommune og Business Fredericia samt Svendborg Kommune. Sidstnævnte kommune fremlagde sine mange succeser med at tiltrække nye borgere, hvor særligt københavnerne har fundet vej til det sydfynske øhav og Svendborg.

Arrangementet blev ledet af tv-vært og mediemanden, Massimo Grillo, der selv kunne dele en anekdote om sit valg af Fredericia. Han mente, at byen lå perfekt i forhold til natur, arbejde og ikke mindst togstationen, så hans børn kunne komme let til Fredericia, i modsætning til de omkringliggende byer med dårlige forbindelser. Der var dog ingen, der nævnte Fredericia for ham; det var mere nabobyerne.

Tilfredse politikere

Susanne Eilersen (O). Arkivfoto.

Formand for Turisme- og Bosætningsuvalget, Susanne Eilersen (O) og udvalgsmedlem Niels Martin Vind (V) bød velkommen. Efter mødet var begge meget tilfredse.

– Jeg synes, det var et rigtig flot fremmøde. Jeg var glad for, at stort set alle de, vi havde inviteret, dukkede op og bidrog meget positivt. Det var en god måde at få sat fingeren på både Fredericias styrker og de områder, hvor vi burde gøre mere. Alt i alt var det et meget givtigt møde, både for kommunen og for Business Fredericia med Iben Bonne Jensen i spidsen. Det var også en god måde at få hende onboardet på, sagde Susanne Eilersen og fortsatte:

– Jeg synes også, at det var interessant at høre foredrag om Svendborg, hvor man tydeligt ser, at image i en by og oplevelser ikke er noget, man kan sætte ned i formler. Det er svært at definere, men man skal være åben, imødekommende og have dialogen. En af de ting, vi virkelig skal kigge på, er at gøre Fredericia attraktiv for børnefamilierne. De har i dag andre behov end tidligere generationer. Mange er hjemmepassere eller på orlov, og vi skal finde måder, hvor de kan være i byrummet, samles og aktivere deres børn.

Niels Martin Vind (V). Arkivfoto.

Niels Martin Vind var også meget tilfreds med mødet som det første i rækken af mange. Der skal arbejdes hårdt nu, slår Venstre-manden fast, der også byder Iben Bonne Jensen stort velkommen i Business Fredericia, hvor han også selv er bestyrelsesmedlem.

– Vores budskab kan ikke gøre det alene, og det kan vores kommunale forvaltning heller ikke. De to parter skal samarbejde rigtig meget, men det skal de også med alle andre interessenter, foreninger og virksomheder. Mødet i går var vigtigt, fordi vi skal se det som et fælles projekt, hvor alle – også foreningerne – skal være med til at tage imod kommende bosættere og skabe det fællesskab, som folk søger, sagde Niels Martin Vind.

Niels Martin Vind var også meget tilfreds med, at der var så mange forskellige repræsentanter med.

– Det var godt at høre de forskellige perspektiver på, hvordan kultur betyder noget, og hvordan vores strategi fokuserer på fællesskaber. Det var også vigtigt, at foreningerne var med, så det ikke kun var virksomheder, der var til stede. Mødet var med et bredt aktørnetværk, og det er vigtigt for at lykkes, sagde han og sluttede:

– Jeg har meldt klart ud, at landsbyerne skal være med, og det har jeg også sagt i byrådet. Det er vigtigt, at de laver deres egne initiativer som ‘åben landsby’ for at tiltrække bosætning. Det er dem, der skal ud og gøre en forskel, og jeg har hele tiden understreget, at de skal være en aktiv del af processen.

Kristian Bendix Drejer, erhvervsdirektør for Business Fredericia. Arkivfoto.

Erhvervsdirektør Kristian Drejer talte også kort ved arrangementet, og han ser nu frem til, at Business Fredericia skal i dialog med virksomhederne og deres medarbejdere. – Fredericia er en fantastisk by, men jeg vidste ikke engang, at jeg kun boede 200 meter fra vandet, da jeg valgte at flytte hertil i forbindelse med jobbet hos Business Fredericia, sagde Drejer til mødet og fik smilene frem hos tilhørerne. Efter mødet konkluderede han, at det var godt at være i gang og nu skulle flere med.

– For mig var det en kickstart på et nyt og fornyet fokus, hvor vi i Business Fredericia for første gang er involveret i en bosætningsindsats i samarbejde med Fredericia Kommune. Det er første gang, vi arbejder med dette område, og det blev vedtaget i sidste års budget. Vi har fået en ny bosætningskonsulent, som skal arbejde med området under Business Fredericias regi, sagde Kristian Drejer, der var glad for at se, at hele 60 mennesker var involveret i tirsdagens møde.

– Det er en anderledes tilgang, da vi har samlet mange interessenter og ambassadører, så vi ikke kun arbejder med få hænder. Der er selvfølgelig mange flere derude, som ikke kunne komme til arrangementet, men det er en metode, vi vil bruge fremadrettet, og vi vil arbejde med fokusgrupper, der involverer ejendomsmæglere, boligforeninger og landsbyrepræsentanter.

Adspurgt om de konkrete handlinger efter mødet, slår erhvervsdirektøren fast, at man er gået i arbejdstøjet, nu venter der massevis af møder og et stærkt samarbejde om at få Fredericia til at tiltrække flere borgere.

– Vi får en meget udfarende rolle i bosætningsstrategien. Vi skal være mere synlige derude og opsøgende, især ude ved virksomhederne. Vi vil inddrage HR-afdelingerne, da det er en god mulighed for at komme i kontakt med indpendlerne. Vi skal skabe en større interaktion mellem borgerne og de muligheder, der er i byen, især for de mange indpendlere, som ikke kender Fredericia. Vores indsats skal skabe den forbindelse, sagde Kristian Drejer.

Læs også:

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer