Fredericia Kommune er blandt de første i landet til at implementere regeringens Børnepakke. Det betyder, at forældre allerede fra 1. januar 2026 betaler mindre for dagtilbud, samtidig med at der tilføres midler til mere pædagogisk personale – dog ikke fuldt finansieret endnu.

Fredericia Kommune er en af de første kommuner, der har omsat regeringens nye Børnepakke til konkrete ændringer for børnefamilierne. Allerede fra 1. januar 2026 er forældrebetalingen i kommunens dagtilbud blevet sænket, og der er samtidig afsat midler til at styrke den pædagogiske bemanding.

Med Finanslov 2026 vedtog regeringen en Børnepakke, der samlet sender 1,685 mia. kr. ud til dagtilbudsområdet i landets kommuner. Midlerne skal blandt andet bruges til at sænke forældrebetalingen og sikre mere pædagogisk personale i daginstitutionerne.

Fredericia Kommune har modtaget i alt 7,314 mio. kr. til at sænke forældrebetalingen. Som følge heraf er taksten fra årsskiftet sænket til 22,1 procent.

»Det er vigtigt, at de penge, Fredericia Kommune har modtaget fra regeringens Børnepakke til at sænke forældretaksten på dagtilbud, hurtigt kommer ud og lever dér, hvor de er tiltænkt – nemlig hos børnefamilierne. Derfor er jeg også glad for, at Fredericia Kommune som en af de første kommuner sænker forældretaksten på dagtilbud så meget, som det er muligt med den finansiering, vi har modtaget,« siger Pernelle Jensen, formand for Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget.

Målet i regeringens Børnepakke er en forældrebetaling på 21,3 procent. For at nå helt dertil mangler Fredericia Kommune dog yderligere 1,440 mio. kr. i statslig finansiering. Derfor betragtes 2026 som et indfasningsår, mens kommunen afventer den resterende finansiering i de kommende kommuneaftaler.

Midler til flere pædagogiske medarbejdere

Børnepakken indeholder også midler til at styrke normeringerne i dagtilbud. Fredericia Kommune har modtaget 4,877 mio. kr., der er øremærket ansættelse af mere pædagogisk personale.

Et centralt element i pakken er, at den pædagogiske leder fremover ikke skal tælle med i opgørelsen af minimumsnormeringer. I dag tæller lederen med 85 procent.

»Det er meget positivt, at vi nu har mulighed for at ansætte mere pædagogisk personale i vores daginstitutioner. Jeg havde dog håbet, at der fulgte en fuld finansiering med kravet fra regeringens Børnepakke, så vi fremover kan få en mere retvisende opgørelse over minimumsnormeringen, hvor lederen ikke tæller med,« siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne-, Skole- og Uddannelsesudvalget.

Med den nuværende finansiering kan Fredericia Kommune reducere lederens andel i minimumsnormeringen fra 85 procent til 61,5 procent. For helt at efterleve kravet om, at ledernormeringen udgår fuldstændigt, mangler der dog yderligere 4,851 mio. kr. i statslige midler.

Fakta: Takster på dagtilbud i Fredericia Kommune

Dagpleje
– Oprindelig takst 2026 (24,8 %): 3.170 kr.
– Ny takst 2026 (22,1 %): 2.827 kr.

Vuggestue
– Oprindelig takst 2026 (24,8 %): 4.171 kr.
– Ny takst 2026 (22,1 %): 3.794 kr.

Børnehave
– Oprindelig takst 2026 (24,8 %): 2.244 kr.
– Ny takst 2026 (22,1 %): 2.038 kr.

Med de nye takster og den delvise styrkelse af normeringerne tager Fredericia Kommune et tidligt skridt i retning af Børnepakkens ambitioner – men både kommunen og udvalget peger på, at der fortsat er behov for fuld statslig finansiering for at indfri målene helt fra 2027.

Få premium

Få premium
Få adgang til eksklusivt indhold og funktioner

Kommentar

Ingen kommentarer endnu