Natten til torsdag klokken 00.46 træffer en patrulje en 27-årig mand på Indre Ringvej i Fredericia. Ifølge politikommissær Arno Rindahl Petersen fra Sydøstjyllands Politi virker manden tydeligt nervøs ved kontakten, og betjentene vurderer, at han er påvirket af stoffer. Det fører til en visitation, hvor politiet finder 0,56 gram kokain, 1 gram hash og en batteridrevet vinkelsliber.
»Han er ikke i færd med at gøre noget, da vi træffer ham, men vi har en mistanke, og det beror også på tidligere erfaring med personen. Han er kendt af politiet,« fortæller Arno Rindahl Petersen.
Fundet af vinkelsliberen får patruljen til at mistænke manden for at have til hensigt at stjæle fire elcykler i området. Han sigtes derfor for forsøg på tyveri af cykler samt for besiddelse af de ulovlige stoffer. Den 27-årige mand sidder torsdag formiddag fortsat anholdt, mens politiet undersøger sagen nærmere.
Samme døgn i Fredericia blev en 60-årig mand sigtet for spritkørsel. Det skete onsdag klokken 20.36 på Vejlevej, hvor en patrulje standsede et køretøj. Føreren viste sig at være påvirket over det tilladte, og da hans kørekort tidligere er inddraget, sigtes han for begge forhold.
Kolding: Indbrud i villa og tyveri fra varebil
I Kolding har Sydøstjyllands Politi modtaget anmeldelse om et indbrud i en villa på Middelfartvej. Indbruddet er sket mellem tirsdag klokken 15.00 og onsdag klokken 10.30, hvor et vindue er blevet brudt op eller knust. Gerningspersonen har været rundt i huset og stjålet smykker.
Derudover efterforskes et større tyveri fra en varebil i Vester Nebel. Tyveriet er sket fra tirsdag klokken 16.00 til onsdag klokken 07.20. En gerningsmand er kommet ind gennem en skydedør, og det er endnu uvist, hvordan døren er blevet åbnet. Der er stjålet forskelligt el-værktøj til en samlet værdi af omkring 50.000 kroner.
Endelig sigter politiet en 52-årig kvinde for spritkørsel onsdag klokken 15.53. En patrulje følger bilen helt fra Grindsted, hvor den slingrer kraftigt, til den standses på Nr. Bjertvej i Kolding. Her viser en måling, at føreren er påvirket over det tilladte.













