Når FC Fredericia søndag eftermiddag løber på banen mod OB, er der lagt op til et vaskeægte topopgør i NordicBet Ligaen. Nummer to møder nummer et, og med ni point mellem de to hold bliver kampen en nøglekamp i toppen af tabellen.
OB vandt det omvendte opgør tidligere på sæsonen i Odense med 3-0, men siden da har FC Fredericia især styrket deres defensive præstationer. Holdet har formået at holde målet rent i tre af de seneste fem kampe, og det kan blive afgørende, hvis de vil sikre point mod ligaens førerhold.
Fynboerne har vist sårbarheder, som FC Fredericia kan udnytte. Fynboerne led for nylig et sjældent nederlag på hjemmebane til HB Køge, som besejrede dem 3-0. Senest var OB også tæt på en overraskelse mod Esbjerg, hvor de kom bagud, men alligevel formåede at vende kampen til sejr. Det vidner om, at OB kan blive presset, og FC Fredericia har chancen for at byde dem op til dans, især på hjemmebane.
En styrket defensiv og offensive profiler i form
FC Fredericia går ind til kampen med selvtillid og en solid formkurve. Målmand Valdemar Birksø har leveret stærke præstationer i målet, mens offensive profiler som Asbjørn Bøndergaard og Gustav Marcussen begge har fundet målformen. Duoen har scoret ni mål hver i sæsonens 14 kampe og kom begge på måltavlen i den seneste sejr på 4-1 mod Hobro. Det opgør viste også, hvordan Fredericia ikke blot lader sig slå ud af modgang – de kom bagud 1-0, men holdt hovedet koldt og vendte kampen uden panik. Med 4-1-sejren satte de en tyk streg under deres udvikling som et hold, der kan spille med om de øverste placeringer.
Kampen mod Hobro viste desuden bredden i FC Fredericias trup, hvor både Jonathan Lindekilde og Agon Mucolli kom ind fra bænken og satte deres præg på opgøret. Indskiftede Daniel Haarbo lukkede også kampen med et mål, hvilket understreger cheftræner Michael Hansens mulighed for at ændre kampforløb gennem udskiftninger. Holdet går derfor ind til kampen med en tro på, at de kan overraske mod OB.
En stor opgave i vente
Michael Hansen er klar over kampens betydning og ser frem til at tage imod ligaens tophold på hjemmebane.
– Vi er nået hertil efter flere runder, hvor det er en kamp mod nummer to, og vi glæder os til en hjemmebanekamp med forhåbentlig mange tilskuere – også mange fra Odense. Så får vi lidt kamp på banen, men måske også udenfor i form af lidt ekstra jubel fra det hold, der klarer sig godt. Men det er klart, at det er jo ligaens førerhold, både rent og indholdsmæssigt, og de har rigtig mange kvaliteter, så det er en stor opgave for os, siger FC Fredericias cheftræner, Michael Hansen, til klubbens hjemmeside.
Cheftræneren ser samtidig frem mod en intens periode, hvor ambitionen er en plads i top-6:
– Når jeg ser fremad, håber jeg, at vi er dygtige nok til at kvalificere os til top-6. Så får vi mange af den slags kampe – altså mod førerholdet og også mod mange af de andre stærke hold. Når man kigger på resten af sæsonen, så er dette en af de første kampe blandt mange dueller mod ligeværdige hold, som kan sætte sig på kampen, både på det fysiske og tekniske niveau. Indtil videre er dette det ultimative hold, både fysisk, i fart, effektivitet og skabelse af chancer, både defensivt og offensivt – og vi skal præstere godt for at få succes, forklarer Hansen.
Og det bliver ikke opbakning FC Fredericia komme til at mangle. Interessen for kampen har været enorm, og billetsalget lover godt for en stærk opbakning til hjemmeholdet. Med over 3.000 solgte billetter ser det ud til, at Monjasa Park står over for en ny tilskuerrekord i NordicBet Ligaen. Den nuværende rekord på 3.427 tilskuere går helt tilbage til 2007 i en kamp mod Vejle, og søndagens kamp har potentiale til at overgå den.
FC Fredericia har haft stor opbakning til pokalopgør gennem tiden, men en rekord i ligaen vil cementere kampen som en af de største begivenheder i klubbens nyere historie.
Der er med andre ord lagt op til et spændende opgør mellem to hold, der begge har meget at spille for. For FC Fredericia handler det om at vise, at de hører hjemme i toppen af ligaen, mens OB skal bevise, at de kan stå distancen som tophold. Kampstart er klokken 15:00 på Monjasa Park