Fredericia Musicalteater byder igen i år indenfor til »Jul på Teatret« – en varm og magisk julekoncert for hele familien.
Fra 27. november til 14. december forvandles teatrets intime Lille Sal til et musikalsk juleunivers fyldt med nostalgi, varme og fællesskab. Her fejres hjerternes højtid med sange, minder og historier, der både rører og begejstrer.
»Julen er hjerternes tid – en højtid, vi samles om med familie, venner og dem, vi har kær. Den er varm, hyggelig, velduftende og fyldt med kærlighed. Den er morsom, ensom, traditionsrig, stressende, altid den samme og alligevel altid anderledes,« lyder det fra Fredericia Musicalteater, som i år har valgt at dedikere koncerten til juleminderne – både de gode og de melankolske.
På scenen står et stærkt hold af erfarne musicalperformere: Lars Mølsted, Maria Skuladottir, Mads Æbeløe Nielsen og Cecilie Thiim. Sammen fører de publikum gennem julens musikalske landskab med alt fra klassiske julesange til nyere fortolkninger, fyldt med charme og musikalitet.
Instruktør Liv Stevns står i spidsen for den musikalske fejring, der – som altid hos Fredericia Musicalteater – er præget af høj kunstnerisk kvalitet og fortælleglæde. Lysdesignet er skabt af Martin Jensen og lyddesignet af Peter Løvenhardt.
»Jul på Teatret« er en af vinterens mest populære traditioner i Fredericia og samler generationer i en tid, hvor behovet for nærvær og fællesskab står stærkt.
Billetter kan købes via fredericiamusicalteater.dk. Priserne spænder fra 95 til 345 kroner, og koncerten har en forventet spilletid på to timer inklusive pause.
Forestillingen anbefales fra fem år og op – og lover julestemning, musik og varme minder til både store og små.













