UDDANNELSE. Fredericia Maskinmesterskole (FMS) har fået grønt lys til at ansøge om at udbyde maskinmesteruddannelsen på engelsk. Det oplyser Uddannelses- og Forskningsministeriet, der netop har offentliggjort, hvilke institutioner der er berettiget til at søge.
Muligheden er en del af den politiske aftale om 800 nye engelsksprogede studiepladser uden for de største byer. Aftalen er særligt målrettet STEM- og IT-uddannelser samt det maritime område.
Baggrunden er et stigende behov for maskinmestre i Danmark, hvor manglen på kvalificeret arbejdskraft vokser i takt med den grønne omstilling. Fredericia Maskinmesterskole ser derfor det engelsksprogede udbud som en vigtig del af løsningen.
»Vi står i en situation, hvor der er stor mangel på maskinmestre. Vi er derfor begejstrede over, at vi nu kan se frem til at kunne udbyde uddannelsen på engelsk, så vi også kan tiltrække internationale studerende,« siger rektor Jens Færgemand.
Et udbud på engelsk vil styrke uddannelsen med et mere internationalt studiemiljø og samtidig forberede de studerende til en globaliseret branche. Ambitionen er, at de internationale studerende bliver en del af arbejdsstyrken i Danmark efter endt uddannelse, hvor efterspørgslen på maskinmestre er stor.
Der følger dog ingen finansiering med fra ministeriets side. FMS vil derfor indlede dialog med erhvervsliv, fonde og samarbejdspartnere for at finde løsninger på økonomien bag det nye tiltag.
Hvis alt går efter planen, kan de første engelsksprogede studerende starte i Fredericia i efteråret 2027. Planen er et årligt optag på 30 studerende.
Fredericia Maskinmesterskole uddanner i forvejen maskinmestre på professionsbachelor-niveau. Uddannelsen tager typisk mellem tre og fire et halvt år og retter sig mod det tekniske og maritime område.