POLITIK. Frivillige skal fortsat bygge bro mellem udsatte borgere og sundhedssystemet. Målet er mindre ulighed i sundhed.
Fredericia Kommune har netop forlænget samarbejdet med organisationen Social Sundhed, der siden 2018 har arbejdet for at mindske social ulighed i sundhed. Den nye aftale gælder i yderligere tre år og skal sikre, at socialt udsatte borgere får bedre adgang til kommunens sundhedstilbud.
Samarbejdet bygger på en ordning med frivillige “brobyggere”, typisk sundhedsfaglige personer eller studerende på sundhedsuddannelserne. Deres opgave er at støtte og guide borgere, som ellers risikerer at falde uden for sundhedssystemet, og som har vanskeligt ved at få tilstrækkeligt udbyde af sundhedstilbuddene.
David Gulløv, formand for Senior- og Socialudvalget, understreger vigtigheden af samarbejdet:
»Samarbejdet med Social Sundhed fungerer rigtig godt og er en vigtig indsats i vores arbejde med at fremme lighed i sundhed. Det har stor betydning for de borgere, der befinder sig i socialt udsatte positioner.«
En indsats mod ulighed og uretfærdighed
Ifølge Connie Eden, formand for Beskæftigelses- og Sundhedsudvalget, er social ulighed i sundhed en af de mest betydningsfulde udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor:
»Vi ved, at social ulighed i sundhed er en af de største udfordringer i vores velfærdssamfund. Derfor er det afgørende, at vi støtter initiativer som Social Sundhed, der konkret hjælper mennesker, som ellers let falder igennem systemet. Det her handler om medmenneskelighed – og om retfærdighed.«
Med forlængelsen af samarbejdsaftalen ønsker Fredericia Kommune at fastholde de positive erfaringer og bygge videre på de gode resultater, som er opnået siden 2018. Håbet er, at endnu flere borgere dermed får den nødvendige støtte og hjælp til at navigere i sundhedssystemet og undgå at blive ladt i stikken.