FC Fredericia blev løbet over ende fra første fløjt og tog fra Nordsjælland med et smertefuldt 5-0-nederlag. Otte nederlag i træk og en eftermiddag uden svar under et massivt pres blev endnu et tydeligt billede på det efterår, hvor oprykkerne kæmper for at finde fodfæste.
FC Fredericia gik ind til opgøret med håbet om at vende en lang og tung stime, men allerede inden kampen for alvor havde sat sig, blev det tydeligt, hvilken eftermiddag der ventede oprykkerne. Spillerne stod klar i tunnelen, koncentrationen var tydelig hos begge hold, og få øjeblikke senere kom de på banen: Nordsjælland i røde trøjer, Fredericia i sort. Kampen blev sparket i gang, og inden publikum nærmest havde sat sig, var hjemmeholdet i gang med at sætte deres præg på begivenhederne. Selvom FC Fredericia havde brugt landsholdspausen til at spille et nyt 5-3-2 system ind for at styrke forsvaret, kunne det simpelthen ikke ses.
Det tog kun tre minutter, før FC Nordsjælland meldte sig ind med en skarphed, der skulle vise sig at blive kampens tone. Justin Janssen fik bolden, tog sig tid nok til at afslutte og satte den ind, uden at Fredericia kunne gøre noget ved det. En hård start for gæsterne og endnu et tidligt mål i en sæson, hvor det efterhånden er blevet en vane. En bold, som Lamhauge måske skulle have reddet. Han signalerede, at han ikke kunne se, men den sad lige på – dog med saft og kraft.
Nordsjælland fortsatte presset med fuld kraft. De første fem minutter stod der kun én farve på kampen, og Fredericia blev presset så langt tilbage, at det nærmede sig belejring. Det var ellevte gang i sæsonen, Fredericia kom bagud, og der var intet i kampens indledning, der antydede, at dette skulle blive dagen, hvor de vendte en kamp til sejr.
Alligevel kom der små glimt. En god bold i dybden fra Svenn Crone til Oscar Buch gav et strejf af muligheder, men Andreas Hansen kom først, og FCN kunne bygge roligt videre. Kort efter fik Fredericia faktisk en reel chance, da Tobias Salquist sløsede i opspillet. Buch skulle have spillet bolden videre til Crone, der stod helt fri, men det skete ikke, i stedet var det Moses Opondo, der fik afsluttet, men det blev ikke farligt.
Det blev dog kun en kort parentes, for Nordsjælland trykkede igen. Ola Solbakken tryllede sig gennem højresiden, kombinerede med finesse, og gik efter det korte hjørne. Mattias Lamhauge fik en fodparade på og sendte bolden til hjørnespark. Det var et af flere øjeblikke, hvor Fredericia-keeperen reddede holdet fra en endnu hårdere start.
I den anden ende havde Frederik Rieper en vigtig aktion, da han blev sendt på løbeduel mod Prince Amoako Junior. Rieper timed tacklingen, som var det den mest naturlige ting i verden, og fik lukket ned for en situation, der ellers kunne have udviklet sig grimt. Men næppe var det overstået, før presset var tilbage. Nordsjælland havde nær 80 procent af bolden, og det kunne ses.
Scoringen til 2-0 faldt allerede i det 17. minut, og igen var det Levy Nene, der var farlig. Situationen blev skabt af Prince Amoako Junior, som drev bolden frem og fandt afleveringen, der sendte Nene i position. Afslutningen var stensikker, og Fredericia nåede ikke at reagere, før bolden sad i nettet. Målet kom efter en periode med massivt pres, hvor Nordsjælland flere gange havde spillet sig frem til farlige situationer. Fredericia stod dybt, og 2-0-scoringen understregede forskellen i tempo og skarphed i kampens åbning.
Kort før pausen sværmede hjemmeholdet igen om Fredericia-feltet. Caleb Yirenkyi broderede sig igennem med ro og kontrol, fik tilspillet sig et hjørne, men det blev ikke til mere end en offsidekendelse i anden fase. Fredericia slap uskadt frem til pausen, men de tunge perioder satte deres spor.
Anden halvleg begyndte med et skifte, der skulle bringe nye kræfter og nye idéer ind hos gæsterne. Emilio Simonsen kom på banen i stedet for Oscar Buch, og Fredericia satte bolden i spil. Men det kampbillede, som havde defineret det meste af første halvleg, fortsatte ufortrødent. Levy Nene gled let af på Felix Winther og afsluttede lige uden for feltet. Bolden gik forbi, men det viste igen, hvor hurtigt hjemmeholdet kunne true.
Kort efter stod samme duel igen, og denne gang var det tættere på. Levy Nene vendte rundt, afsluttede, og Fredericia slap kun, fordi forsøget sneg sig et par meter forbi. Fredericia blev presset længere og længere ned, og ti minutter inde i anden halvleg så det ud til, at gæsterne havde svært ved overhovedet at få luft. Med alle mand nede på egen halvdel blev det vanskeligere og vanskeligere at se en vej tilbage. Det lugtede af endnu et nederlag, og kampen pegede kun én vej.
Midt i presset kom der dog en mulighed for Fredericia til at flytte folk frem, da Justin Janssen stoppede en fremadstormende Moses Opondo og blev noteret for et gult kort. Frisparket endte hos Frederik Rieper, der steg flot til vejrs, men hovedstødet fik for meget kraft. Det blev aldrig farligt, men det var et af de få øjeblikke, hvor Fredericia faktisk fik flyttet spillet op i den anden ende.
Kort efter var det Prince Amoako Junior, der forsøgte sig endnu en gang. Bolden havnede tilfældigt foran ham, og han gik efter det lange hjørne, men Mattias Lamhauge kom flot op og reddede Fredericia endnu en gang. Og det fortsatte. Fredericia forsøgte at slå til i omstillingerne, men når en lang bold blev sendt mod Eskild Dall, var Andreas Hansen igen hurtigst og ryddede op.
Der var stadig en halv time igen, og Prince Amoako Junior var igen på spil, da han fik plads til at gå på kassen. Hans afslutning ramte dog Levy Nene i baghovedet, og angrebet løb ud i ingenting. Det blev i stedet Justin Janssen, der markerede sig igen. Han kom frem til en afslutning mod det lange hjørne, men Lamhauge kom ned og reddede på ny. Fredericia var dog begyndt at falde længere ned, og momentum var entydigt i Nordsjællands favør.
Fredericia forsøgte et sidste greb, da Agon Mucolli blev sendt på banen. Han markerede sig hurtigt med en afslutning, der blev rettet af til hjørnespark, men det ændrede ikke på kampens retning.
Efter 65 minutter kom træværket i spil, da Justin Janssen sendte endnu et skud afsted. Overliggeren tog fra, og igen slap Fredericia med skrækken. Men det var et spørgsmål om tid, før næste mål faldt. Kort efter kom så situationen, hvor Levy Nene blev sendt afsted af Caleb Yirenkyi og scorede sikkert. Først vinkede linjevogteren for offside, men efter gennemgang blev scoringen godkendt. Frederik Rieper hang i situationen, og dermed stod det 3-0.
Nordsjælland fortsatte ufortrødent. Justin Janssen hamrede bolden op i nettaget med et langskud af de sjældne og gjorde det til 4-0. Et øjeblik af ren kvalitet, hvor Mattias Lamhauge intet kunne stille op. Kort efter blev ydmygelsen total, da Runar Norheim gjorde det til 5-0 efter et oplæg fra Ola Solbakken. En scoring, der understregede, hvor markant forskellen havde været igennem hele kampen.
Slutminutterne blev lange for Fredericia. Nordsjælland havde fortsat energien og presset, og det eneste spørgsmål var, om det ville blive værre. Der blev lagt to minutter til, og tempoet faldt en anelse, men kampen var for længst afgjort.
Da dommeren fløjtede af, stod det klart, at Fredericia havde lidt deres ottende nederlag i træk. De havde ikke vundet siden 24. august, og dagen havde været en lang og smertefuld påmindelse om, hvor svært efteråret har været. For Nordsjælland var det en tiltrængt sejr efter tre nederlag i træk, og en kamp, hvor de spillede med en sikkerhed og lethed, der aldrig gav Fredericia en reel chance.














