SPORT. Hvis man dagen efter årets hidtil varmeste sommerdag havde slentret forbi Østerstrand i Fredericia, ville man sandsynligvis have undret sig en smule. For dér, midt mellem badedragter, solhatte og sandslotte, stod en flok mennesker iført hvide karatedragter. Synet af dem, koncentreret og næsten meditativt optagede af deres bevægelser, fik flere forbipasserende til at stoppe op med isen dryppende mellem fingrene og en nysgerrighed i blikket, som man normalt reserverer til eksotiske fugle på afveje. Foran gruppen stod Michael Lange, en mand med et roligt blik og et smil, der fortalte, at han befandt sig præcis dér, hvor han helst ville være – midt i havluften med sand mellem tæerne og karaten som omdrejningspunkt.
Michael Lange er, med egne ord, efterhånden en voksen mand. Han har rundet de halvtreds og har trænet karate i næsten tre årtier. Uddannet fotograf og med en karriere og fritid, hvor han har haft mange forskellige jern i ilden, kunne man måske tro, at karaten var blevet reduceret til en parentes i Michaels liv. Men sandheden er anderledes og langt mere interessant. Karate har været hans faste følgesvend gennem voksenlivet, en slags personlig rygrad, som han selv formulerer det.
»Karaten har været en stor del af mit liv. Det er måske den rygrad, jeg har, og den, jeg har lænet mig op ad i rigtig mange år,« fortæller Michael og holder en kort pause, inden han bemærker:
»Jeg kan godt lide at bevæge mig, og den krop, vi har fået, skal vi jo blive ved med at passe på.«
Ordene falder med en afslappet selvfølgelighed, mens han justerer let på sin hvide gi, karatedragten.
Fredericia Karate, som Michael repræsenterer, dyrker Okinawa Goju-ryu, en traditionel karateform med historiske rødder på den japanske ø Okinawa. Michael omtaler klubbens karateform med den respekt, der naturligt opstår, når noget har bevist sin værdi over generationer. For ham og klubbens medlemmer er karate hverken ny eller tilfældig, men en arv, der strækker sig tilbage til 1800-tallet. Og igen med en rolig selvfølgelighed forklarer han, hvordan klubbens træning bygger på faste bevægelsesmønstre kaldet kata. Disse kataer består af nøje sammensatte bevægelsessekvenser, der træner teknik, fokus og timing, og som rummer både elementer af forsvar og angreb.
»Vi arbejder med noget, der hedder cirkler. Altså det her med, at man flytter sig først og så tager fat i grebet. Vi træner også tæt på hinanden, så det ikke er noget, der foregår langt væk, hvor folk kan føle sig truet. Vi har heller ikke voldsomt mange spark. Det er ikke så vigtigt i det system, vi træner. Det handler mere om både det hårde og det bløde,« forklarer Michael.
Klubben er en del af noget større, understreger Michael flere gange – en international familie af karateudøvere. Ikke en familie, hvor man jagter titler og pokaler, men en familie, der samles om glæden ved karaten og mødes på tværs af landegrænser for at træne, lære og opleve sporten sammen. Michael har selv været på Okinawa, hvor han sammen med mere end 600 andre karatekaer mærkede fællesskabet helt tæt på, og snart rejser flere fra klubben mod Hamburg for endnu en gang at opleve, hvad det vil sige at være del af det store internationale karatesamfund.
»Det var fuldstændig fantastisk. Det føltes som en kæmpestor familiekomsammen, hvor vi stod side om side med trænere fra Puerto Rico på præcis samme måde, som vi gør herhjemme. Det siger virkelig noget om karaten, at den kan samle folk, uanset hvor de kommer fra,« fortæller Michael om sin tur til Okinawa.
Den internationale dimension gør også, at Fredericia Karates medlemmer kan tage deres erfaringer med sig ud i verden og føle sig hjemme, når de træder ind i en dojo, hvad enten den ligger i Madrid, Manchester eller Middelfart. Karatens fælles sprog er nemlig japansk, og dét sikrer, at udøvere fra hele kloden uden videre forstår hinanden – også selvom det eneste, de måske har til fælles, er karate.
Men den internationale familiefornemmelse er kun én del af historien om karaten i Fredericia. Michael er samtidig meget bevidst om, at karaten som sport er omgivet af fordomme. Han ved godt, at folk måske hurtigt forbinder sporten med noget aggressivt eller militærisk. Men ifølge ham kunne dette ikke være længere fra sandheden. Karate er snarere en sport, der kræver tålmodighed og tid, og den tålmodighed skal man være villig til at investere. Fredericia Karate består hovedsageligt af voksne medlemmer, hvor gennemsnitsalderen ligger omkring 50 år, og mange af de mest erfarne mestre nærmer sig de 70. Karaten er ikke en ung mands hastværk, men en moden persons eftertænksomme disciplin.
»Karate er ikke fodbold. Du bliver ikke god hurtigt. Det er noget, du lærer i små, langsomme trin. Det handler om tålmodighed, om at erkende, hvor man er i livet, og om at acceptere, at ting tager den tid, de tager,« siger Michael med en ro, der synes at gennemstrømme hele hans væsen.
Den langsomhed, han taler om, handler også om gentagelse. En nærmest meditativ tilgang, hvor kroppen lærer at huske bevægelser, teknikker og reaktioner. En slags fysisk hukommelse, der lagres i kroppen over tid, hvis man ellers giver sig selv lov til at være tålmodig nok.
»Kroppen har en hukommelse i sig, og den kan man også træne. Man kunne kalde det en refleks, eller måske noget, vi har med os fra barndommen,« forklarer Michael og fortsætter:
»Vi flytter hænderne, vi flytter os, fordi det ligger dybt i vores reflekser. Men her i klubben træner vi bevidst på at flytte os rigtigt, trække vejret korrekt og stå ordentligt.«
Sommerens strandtræning handler derfor både om at tage karaten ud til et nyt sted og om at opdage, hvad kroppen allerede kan – og hvad den stadig mangler at lære.
Det er altså heller ikke tilfældigt, at Fredericia Karate i disse varme sommermåneder har valgt stranden som træningssal. For når tæerne synker en smule ned i det løse sand, og balancen pludselig bliver mere ustabil end på en træningsmåtte, opstår nye erkendelser.
»Når vi træner herude på stranden, handler det om at bruge kroppen anderledes. Vores balance og vægt bliver udfordret af sandet, og så har vi ikke en væg at kigge på. Her er vi under åben himmel, og det giver en helt særlig inspiration. Luften er måske også bedre herude,« tilføjer Michael og lader blikket glide ud over Lillebælts blå vandoverflade, som glimter i solens skarpe stråler.
At flytte træningen udenfor er for Michael og klubbens medlemmer en måde at udfordre sig selv på. Men det er også en øvelse i at turde blive set. Strandens gæster kaster nysgerrige blikke, og nogle stopper op et øjeblik, måske fascinerede, måske undrende over den uvante aktivitet midt i det klassiske sommerliv på stranden. Men det tager klubbens medlemmer med ro. For karaten handler om at lære at være komfortabel med sig selv, også selvom man bliver betragtet af forbipasserende. Det er en del af processen, fortæller Michael.
Tilbage i klubbens daglige rammer handler karaten ikke alene om teknikker, selvforsvar og fysiske udfordringer. Her er hverdagen også præget af det sociale liv omkring træningen – en slags lille familie, hvor der både er plads til grin og alvor.
»Vi griner meget sammen, og medlemmerne griner også af mig, og det er helt okay. Det skal ikke være militæragtigt. Selvfølgelig kan det blive alvorligt engang imellem, men det skal altid være rart at være her,« siger han og tilføjer, at klubben også uden for træningstiderne gør meget ud af det sociale fællesskab med både sommerfester og julefester.
Men vigtigst af alt er det måske, ifølge Michael, at karatetræningen også handler om at lære at mærke sin egen krop. I en travl hverdag glemmer mange, hvad det betyder at stå ordentligt, trække vejret korrekt og mærke jorden under fødderne. Det er dét, karate i sin kerne handler om, forklarer han.
»Vi har så travlt med, at vi skal nå alle mulige ting. Men altså, hvis du ikke kan stå ordentligt på arbejdet, ved dit skrivebord eller alle mulige andre steder, så er dét at kunne stå rigtigt og mærke efter faktisk ret vigtigt. Og så bliver man også mindre bange for sine omgivelser, når man lærer sig selv bedre at kende. Vi har jo allesammen steder, hvor noget er svært, og hvor noget er nemt.«
Til dem, der måske overvejer at prøve karatetræning, har Michael et klart råd. Man skal komme mere end én gang. Karate er ikke en sport, hvor man hurtigt ser resultater, men noget man skal give sig selv tid til at forstå og mærke.
»Jeg vil sige, at man skal give det flere chancer. Én gang er ikke nok. Det handler om tålmodighed, om at tro på det, træneren siger, og give sig selv tid til at mærke, om det virkelig passer til én. Karate er ikke som andre idrætsgrene, hvor du hurtigt ved, om du er god eller dårlig. Det kræver flere forsøg,« forklarer han selv temmelig tålmodigt.
Mens solen langsomt begynder at nærme sig horisonten, og stranden tømmes for både karateudøvere og de sidste nysgerrige blikke, pakker Michael Lange og klubbens medlemmer deres ting sammen med samme rolige bevægelser, der har præget træningen. For Michael handler karate hverken om store armbevægelser eller hurtige resultater, men om små, sikre skridt i den rigtige retning.
Fredericia Karate er måske nok en klub blandt mange andre, men for ham og klubbens medlemmer betyder den mere end dét. Det handler om at finde ro og balance, om at skabe et fællesskab med plads til alle, og først og fremmest om at have lyst til at vende tilbage dagen efter – også selvom man af og til får lidt sand mellem tæerne.
