SPORT. Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub har fået ny formand. Frank Wichmann har overtaget posten efter Lasse Hildingberg, som træder tilbage efter seks år som formand og i alt ti år i klubbens bestyrelse.
Skiftet sker uden dramatik. Lasse Hildingberg fortsætter sit engagement i klubben, men har valgt at give stafetten videre på formandsposten. »Det er simpelthen arbejdsmæssigt. Jeg har også byrådsarbejde, og privat har vi gang i to husprojekter. Der har været mange bolde i luften,« siger Lasse Hildingberg.
Efter et årti i bestyrelsen – heraf seks år forrest – oplevede han, at tidspunktet var det rette. »Når man ser på, hvor klubben står i dag, giver det også mening at overdrage stafetten nu,« lyder det.
Kendt ansigt tager over
Når Lasse Hildingberg ser tilbage på sin formandstid, er det med både realisme og stolthed. Perioden begyndte med udfordringer, som satte bestyrelsesarbejdet på prøve. »Det var en vild tid. Vi havde økonomiske udfordringer, var lige flyttet i nye lokaler og skulle have styr på det hele. Samtidig ramte corona, og vi mistede medlemmer,« fortæller han.
Men klubben fandt fodfæste igen. I dag står Fredericia Judo og Ju-jutsu Klub stærkere end før, bemærker den nu tidligere formand. »De senere år har vi haft historisk mange medlemmer, og det er jo et klart tegn på, at det er gået rigtig godt.« Den udvikling er også baggrunden for, at formandsskiftet sker nu – på et tidspunkt, hvor klubben er i balance, og hvor der er ro til at give ansvaret videre.
Den nye formand, Frank Wichmann, er i den sammenhæng et oplagt valg. Han er langt fra ny i klubben, har tidligere haft formandsposten og kender både organisationen og sporten indgående. »Frank har været formand før, og han har også selv været aktiv i sporten i mange år. Hans børn er også en del af klubben, så han ved godt, hvad det er for en forening, han går ind til,« forklarer Lasse Hildingberg.
Frank Wichmann skal i første omgang stå for den administrative ledelse og sikre kontinuitet i bestyrelsesarbejdet, mens klubben fortsætter den positive udvikling.
Bliver i klubben – bare i en anden rolle
Selvom formandsposten nu er givet videre, betyder det ikke, at Lasse Hildingberg forlader klubben. »Overhovedet ikke. Klubben ligger meget tæt på mit hjerte,« siger han. Skiftet giver i stedet mulighed for at lægge mere energi i det sportslige arbejde, hvor han fortsat er engageret i judoen. Samtidig er der kommet tydeligere sportsansvarlige i de øvrige afdelinger, hvilket ifølge den tidligere formand styrker klubbens samlede retning. »Jeg er kommet mere ned på det sportslige plan i judo, og forhåbentlig kan vi bygge videre på det momentum, der har været de senere år,« siger han.














