BUSINESS. Et godt samarbejde mellem Fredericia Jobcenter og lokale virksomheder skaber nye muligheder for både borgere og erhvervslivet i kommunen.

Jobcentret er afhængigt af, at lokale virksomheder åbner dørene og tilbyder praktikforløb, arbejdsprøvning, fleksjob eller fastansættelser til borgere, der har brug for en håndsrækning til at komme tættere på arbejdsmarkedet. Én af virksomhederne, der har taget imod flere borgere, er Andresens VVS. Direktør og ejer, Stig Andresen, er tilfreds med samarbejdet med jobcentret:

»Vi har haft flere borgere i arbejdsprøvning og praktik. Den seneste har været i praktik her, er færdig med grundforløbet på uddannelsen inden længe, og han begynder i lære hos os til efteråret. Vi kan ikke tage alle i lære eller ansætte dem, men vi kan hjælpe dem videre,« siger Stig Andresen.

Han understreger, at han sammen med sine medarbejdere gør meget for at sikre, at borgerne får meningsfyldte opgaver under deres praktikforløb:

»I arbejdsprøvning laver man det samme som lærlingene. Vi har ikke nogen, der bare fejer eller står og kigger. De får lov til selv at være med,« fastslår han.

For Jobcenter Fredericia er det gode samarbejde med lokale virksomheder afgørende for at løse opgaven med at hjælpe borgerne i job:

»Vi samarbejder med vores virksomheder på en række forskellige områder. Vi hjælper med at skaffe ordinær arbejdskraft, vi hjælper ved opkvalificering enten i forbindelse med, at der ansættes nyt personale, eller at medarbejdere skal opkvalificeres eksempelvis via voksenlærlingeordningen,« siger Lene Jul Mønsted, leder af Jobcenter Fredericia.

Også for borgere, der står længere fra arbejdsmarkedet, har virksomhederne en særlig rolle, fortæller hun:

»Vi har borgere, der af den ene eller anden grund står uden for arbejdsmarkedet og som har brug for en ekstra støtte for at opnå fodfæste på jobmarkedet igen. Den indsats virksomhederne gør i de forløb kan vi ikke som jobcenter levere på samme måde. På virksomhederne oplever borgerne ‘virkeligheden’ og får mulighed for at træne og udvikle kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet indenfor en tryg og afgrænset ramme. Vi oplever, at mange virksomhedsejere er interesserede i at gøre en forskel og bidrage til et fælles mål om at få fredericianere i job,« fastslår Lene Jul Mønsted.

Ricky Kenbjerg fra Byens Rens fremhæver værdien i samarbejdet: »Det handler om at hjælpe et menneske til at få et job og et godt liv.«

En anden lokal virksomhed, som har gode erfaringer med samarbejdet, er Byens Rens:

»Jeg vil helst ansætte folk, der ikke har et job i forvejen, det giver mere mening for mig, både samfundsmæssigt og personligt. Det har betydet noget, at vi har haft mulighed for at få folk i praktik, hvor vi har kunnet se hinanden an. Min tilgang har været, at man kun kommer i praktik, hvis det er med henblik på at skabe et job,« siger Ricky Kenbjerg, direktør og ejer af Byens Rens.

Byens Rens har over 60 medarbejdere, blandt dem chauffører og ungarbejdere. Virksomheden har haft stor glæde af samarbejdet med jobcentrets virksomhedskonsulenter, fortæller Ricky Kenbjerg:

»Jeg har sparet tid ved, at jeg ikke selv skulle ud og søge og tage første samtale. Den hurtigste ansættelse tog tre timer fra første opkald til stillingen var besat. Den proaktive del fra jobcentrets side er supergod, det gælder om at vi hjælper hinanden. I sidste ende handler det om at hjælpe et menneske til at få et job og et godt liv.«