Formand for Kultur og Idræt i Fredericia Kommune, Peder Tind (V) sad på tilskuerpladserne i Middelfart Sparekasse Arena og oplevede en aften, der satte sig i kroppen. Champions League i Fredericia. En intens kamp, hvor Fredericia i perioder var foran mod selveste Paris, og en kulisse, der sendte rystelser gennem hele hallen.

Venstres borgmesterkandidat, Peder Tind, havde en stor aften i midtugen i Fredericia, da Paris kom forbi, men det var reflektionen og en samtale med datteren, der satte tankerne i gang. Champions League i Fredericia, Paris kommer forbi – det kan da ikke passe, far, sagde hun, men det passede og Peder Tind havde sammen med 2349 tilskuere en stor aften nederlaget til hjemmeholdet.

– Det var en stor oplevelse, hvor man som fredericianer fyldes med stolthed. At vi i Fredericia er ramme om sådan en stor kamp, bringer følelserne i spil. Man er stolt, og man tænker, som jeg også skrev på de sociale medier, at det er Fredericia mod Paris. Det lyder lidt forkert, men det var rigtigt. Det var Fredericia mod Paris, og det var en vanvittig flot kamp og en fantastisk ramme. Så det bragte alle gode følelser og stolthed frem hos mig, siger Peder Tind.

Håndbold som identitet og fællesskab

At se Fredericia stille op mod en europæisk storklub i en arena, hvor stemningen sitrede, og 2.350 tilskuere leverede en kulisse, der overgik forventningerne, understregede for Peder Tind, hvad det betyder for byen at kunne være vært for en sådan begivenhed.

– Det betyder rigtig, rigtig meget. Bare det ligger det i dit spørgsmål, at Fredericia kan danne ramme om en Champions League-kamp. Det lyder jo vildt og imponerende. Og tænk at vi i Fredericia, 50.000 plus indbyggere, en relativt lille by i forhold til en stor by som Paris, kan være med til at konkurrere. I går var vi jo med langt hen ad vejen og spillede lige op og var på et tidspunkt foran med tre. Så det viser jo også bare både rammen, publikum, stemning, men også spillerne på banen, trænerteamet. Alle leverer jo på højeste niveau. Det synes jeg bare, at vi skal huske på. For det er ikke noget, vi skal tage for givet, men det er noget, vi virkelig skal minde hinanden om. At det foregår i vores by, og det er helt fantastisk.

Håndbold i Fredericia er mere end blot en sport. Det er en del af byens identitet, en fælles passion, som samler både borgere, spillere, sponsorer og politikere. Den stemning, der blev skabt i hallen, viser ifølge Peder Tind, hvor vigtigt sport er for en bys selvforståelse.

– Det giver en stolthed, og det er jo også en del af vores DNA. Jeg plejer jo gerne at sige, både omkring musicalen, men også omkring håndbold, omkring vores fyrtårne. Vores fodboldhold gør det jo fantastisk. Og vi har jo en rigtig, rigtig stærk aktør, som er med til at give os en stor og stærk selvforståelse af, hvem vi er som Fredericia. Og når vi kommer rundt omkring i Danmark, så skal man jo lytte på mange gode ting, der handler om, at Fredericia var i Champions League, og vi spillede en fantastisk kamp.

Anerkendelse til Bent Jensen og klubben

Formanden for FHK, Bent Jensen, holdt en tale for de 500 gæster, der spiste sammen før kampen. En tale, hvor han roste Fredericia Kommune og politikerne for at have været modige og ambitiøse i deres støtte til klubben.

– Jeg har kæmpestor respekt for Bent Jensen, og det drive og den energi, han har lagt fra starten af i projektet omkring Fredericia Håndboldklub. Der er rigtig mange mennesker og frivillige, der har gjort en kæmpe indsats for at løfte byens håndboldklub, og det er jo også det, der er så fantastisk ved hans tale i onsdags. Han anerkender jo både politikere, men også alle de mange sponsorer, som lægger penge og er med til at skabe rammen, alle de mange publikummer, ultras, som er med til at skabe rammen derinde. Han husker jo virkelig at takke alle, som er med til at bære det og holde frem.

Drømmen om en ny arena i Fredericia

Men hvor går Fredericia hen herfra? Hvis byen vil sikre sig en fremtid som en fast vært for de store kampe, skal rammerne opgraderes. Peder Tind ser det som en oplagt mulighed at kigge mod en ny arena.

– Jeg synes jo, at nu har jeg både prøvet at være til en Champions League-kamp i Odense, og jeg har også prøvet at være det i går i Fredericia. Jeg ved godt, hvor jeg helst vil være. Det er Fredericia. Den ramme, vi har, og den hjemmebane er unik. Den er frygtet af rigtig mange også her i Danmark. Så vi kan noget på vores hjemmebane.

Men en ny arena koster penge. Peder Tind erkender, at det er en stor investering, men mener samtidig, at byen ikke bør lade sig begrænse.

– Det kommer ikke til at ske i morgen, og det er rigtig mange penge, vi snakker om, og der er også en anlægsramme i forhold til kommuneøkonomi, som er under udfordring. Men jeg synes ikke, vi skal begrænse os af de rammer. Jeg synes, vi skal tænke i fællesskab, fordi det er også der, vi kan skabe en ny arena. Vi er i løbende dialog med klubben og erhvervslivet, og der er ingen tvivl om, at vi ikke skal stå i en venteposition, men i stedet undersøge muligheder løbende, og den proces er vi klar til at være en del af, slutter Peder Tind.

En by i bevægelse

Stemningen i hallen, de skrigende fans og de store oplevelser har sat et aftryk. Det vidner om en by, der er i bevægelse. Sporten samler, bygger bro mellem generationer og skaber noget, der er større end en enkelt kamp. Spørgsmålet er nu, om Fredericia vil tage det næste skridt og sikre, at de store kampe fremover bliver spillet i byen – på hjemmebane.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer