MILJØ. Der blev virkelig ryddet op i Fredericia, da Affaldsindsamlingen 2025 løb af stablen. Med hele 1.608 kilo affald placerede byen sig som nummer 11 på landsplan og overhalede større kommuner som Esbjerg, Horsens og Kolding.

Indsatsen var en del af Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, der i år fik omkring 190.000 danskere – børn, voksne og frivillige – til at gribe affaldssækkene og gøre foråret lidt grønnere.

Og i Fredericia blev der ikke bare samlet lidt cigaretskod og papkrus op fra vejkanten. Lokale kræfter gik til stålet i blandt andet Bredstrup-Pjedsted, Bøgeskov Strand, og via Fredericia Bibliotek, og indsatsen betalte sig: 1.608 kilo affaldblev registreret. Det placerer Fredericia som en af de mest affaldsaktive kommuner i landet.

Vapes og puffbars i grøftekanten

Blandt de 18 registreringer i Fredericia blev der også fundet 12 e-cigaretter – et affaldsproblem, som Danmarks Naturfredningsforening i år har haft særligt fokus på. De små puffbars og vapes indeholder batterier og tungmetaller, og selvom Fredericia ligger lavere end f.eks. Odense (198 stk.) og Vejle (106 stk.), er fundene med til at sætte en tyk streg under, at problemet er landsdækkende, påpeger Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding.

I alt blev der på landsplan registreret 2.200 e-cigaretter i løbet af affaldsugen.

»Om 2.200 e-cigaretter er mange eller få, afhænger nok af, hvem man spørger. Men jeg må indrømme, at jeg selv havde frygtet, at vi ville finde endnu flere. Omvendt er det jo dybt problematisk, at der overhovedet er e-cigaretter, der bliver smidt i naturen, på gaden og i grøftekanten. De indeholder jo giftstoffer og tungmetaller, og deres batterier er så skadelige for naturen og levende organismer, at de ligefrem skal sorteres som farligt affald,« siger hun, efter at tallene for årets indsamling er gjort op.

Samtidig blev der på landsplan indsamlet 80 ton affald, hvoraf Fredericia altså stod for lidt over 2 procent af den samlede mængde med sine 1.608 kilo.

Optimisme midt i skraldesækkene

Selvom affaldsmængden i år er lavere end tidligere, er det ikke nødvendigvis negativt. Tværtimod peger Maria Reumert Gjerding på, at mange deltagere oplevede, at der faktisk lå mindre affald i naturen end før:

»Det er sørgeligt, at det overhovedet er nødvendigt at samle affald. Men vi kan glæde os over, at der trods alt er fundet mindre affald end tidligere. […] Når vi samtidig hører fra vores frivillige, at de oplever mindre affald derude, kan vi altså godt tillade os at være en smule optimistiske og håbe, at mange års fokus på problemet nu begynder at bære frugt.«

Hun understreger dog, at det stadig er nødvendigt at holde øje med udviklingen, særligt når det gælder nye affaldstyper som e-cigaretter.

Et år med skrald, man ikke lige glemmer

Som altid dukkede der også et par kuriøse fund op rundt omkring i landet, heriblandt en 22 år gammel chipspose, en mixerpult, 800 gram hakket okse (15-18%), en koncertbillet fra P!NK, en suppeterrin og en gammel gyngehest.

Om der dukkede noget tilsvarende op i Fredericia, melder historien ikke noget om, men med over halvandet ton affald tør vi godt gætte på, at der har været andet end pizzabakker i poserne.

0 0 stemmer
Bedømmelse
Følg kommentarer
Notifikation på
guest
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer