Den traditionsrige møbelvirksomhed Fredericia Furniture styrker nu sit arbejde med ansvarlig udvikling med en ny ledelsesrolle. Designhuset, der siden 1911 har sat sit præg på dansk møbelhåndværk, opretter nemlig stillingen som Head of Impact og har ansat Mia Møgelgaard til at udfylde den.
Møgelgaard kommer med solid erfaring fra branchen. Hun har senest været Head of Impact & Engagement hos B Lab Nordics, som står bag arbejdet med B Corp-certificeringer, og før det Global Impact Manager hos Skagerak. Den kombination af strategisk indsigt og praktisk erfaring er præcis det, Fredericia Furniture ønsker at bygge videre på.

Adm. direktør og tredje generationsejer Rasmus Graversen ser ansættelsen som et naturligt skridt i virksomhedens udvikling. »Mia bringer en skarp strategisk forståelse og praktisk erfaring, som styrker vores ambition om at forene forretning, design og ansvarlighed. Hos Fredericia Furniture har bæredygtighed aldrig været en tilføjelse; det har været fundamentet, som min farfar byggede virksomheden på. I dag handler det om at omsætte vores værdier til gennemsigtighed, bedre materialer og større socialt ansvar. Vores arv giver os retningen, men vores fokus er rettet mod det, vi skal skabe i de kommende år« siger han.
I den nye rolle får Mia Møgelgaard ansvar for at udvikle virksomhedens samlede impact-strategi. Det omfatter både materialevalg, cirkulære forretningsmodeller og sociale tiltag, ligesom hun skal sikre engagement og samarbejde på tværs af medarbejdere, designere og eksterne partnere. Selv ser hun frem til opgaven. »Jeg har stor respekt for Fredericia Furniture som virksomhed, hvor kvalitet og omtanke er så dybt integreret i måden, der drives forretning på – hvilket yderligere understreges af virksomhedens B Corp-certificering. Jeg ser frem til at bygge videre på det og til sammen at skabe nye måder, hvor design, håndværk og ansvarlighed kan forstærke hinanden« siger hun.
Ansættelsen kommer i en periode, hvor Fredericia Furniture intensiverer sin internationale satsning. Virksomheden har blandt andet åbnet nye showrooms i Stockholm og Tokyo og har købt Snedkergaarden i Them, hvor flere af de klassiske designs fremover bliver produceret af egne snedkere.
Med den nye Head of Impact på plads sætter virksomheden for alvor turbo på arbejdet for at kombinere traditionelt håndværk med fremtidens krav til ansvarlig produktion.














