Frosten og kulden kysser ruderne til fabrikshallen, hvor gnisterne fra produktionen skaber et inferno af produktivitet hos Fredericia Smede- og Maskinfabrik. Fra et hjørne i virksomheden er der lys. Det er kontoret, hvor Finn Roy har inviteret Fredericia AVISEN på besøg for at møde Anders Borbjerg Pedersen og Jesper Reinhold Madsen.
Fredag morgen var der høj aktivitet hos Fredericia Smede- og Maskinfabrik. De ansatte stod tæt i den smalle produktionshal, hvor pladsen for længst er blevet for trang. Stemningen var god, og man kunne tydeligt se det sammenhold, der kendetegner virksomheden. En af virksomhedens stiftere, Anders Borbjerg Pedersen ved ikke endnu, hvad der skal ske, og hvorfor AVISEN er dukket op. Men med humor og smil tager Finn Roy ordet og fortæller om baggrunden for, hvad der skal ske.
– Anders, du har fortjent en guldmedalje, fordi nu er vores beslag blev godkendt til det tyske marked, siger Finn Roy og overrækker Anders en studenterbrødskagemand med en guldmedalje på.

Det er den statiske godkendelse af et nyt telekommunikationsbeslag, der er blevet godkendt til det tyske marked, en proces der har været tre måneder undervejs, men også et beslag, der kan ændre virksomhedens fremtid på det tyske marked.
– Jeg anede ikke noget om det, men det er en stor milepæl for os. Det har været en lang proces, men nu kan vi endelig gå videre med produktionen, sagde Anders, mens han tog imod kagen med et smil.
Efter fejringen trak vi os tilbage til et mødelokale, hvor Anders Borbjerg Pedersen, Jesper Reinhold Madsen og Finn Roy fortalte om virksomhedens udvikling fra en lille smedevirksomhed i Fredericia til en international aktør på vej ind i det tyske marked.

Historien starter tilbage i 2016, da Jesper og Anders stod foran en tom industribygning, som tidligere havde huset deres tidligere virksomhed, J.M. Stål.
– Vores rejse går tilbage til J.M. Stål, som blev solgt i 2012, efter nogle år i rammerne her, stod stod bygningen tom efter det selskab, der havde overtaget J.M. Stål. Vi kiggede på bygningen og spurgte os selv: Hvad gør vi med den? Skal vi sælge den? Men vi blev enige om at starte det, der i dag hedder Fredericia Smede- og Maskinfabrik, fortæller Anders Borbjerg Pedersen.
De tænkte, at de nu skulle bruge deres ekspertise inden for flere områder, og herfra gik det stærkt. Rigtig stærkt.
– Vi har begge en håndværksmæssig baggrund og har arbejdet i telebranchen i mange år som montører. Vi har kørt rundt i master, monteret stål, antenner, kabler og alt muligt andet. Vi kender branchen fra alle vinkler – både håndværket og industrien, siger Anders.
De startede i det små. Jesper og Anders tog kontakt til gamle bekendtskaber i branchen og begyndte at tage opgaver ind.
– Da vi startede, tog vi fat i folk, vi kendte – projektledere og beslutningstagere i branchen – og begyndte at få opgaver. Stålkonstruktioner, beslag og montage. Vi byggede det op stille og roligt. Vi startede med at producere. Vi var to mand, så tre mand, og vi fik flere løsninger og flere opgaver. Efter nogle år ansatte vi en medarbejder, så en mere, og pludselig var vi 7. Det gik op for os, at vi lavede de samme typer beslag igen og igen – blot i forskellige varianter. Så vi besluttede at udvikle vores eget katalog og standardisere beslagene. Vi lagde dem på en webshop og fortalte kunderne om det, og så tog det fart, fortæller Anders og bliver suppleret af Jesper:
– Vi fik nærmest alle kunder i Danmark over natten. Vi havde standardiseret produkterne og gjort det nemt for kunderne at bestille, og vi havde dem på lager. Tidligere skulle de vente 14 dage eller mere, nu kunne vi levere med det samme.

Det viste sig at være en gamechanger for virksomheden på Kaltoftevej, men det betød også, at der blev lagt virkelig mange timer i arbejdet, og det var ikke altid godt. Væksten skabte en god bundlinje, men også nye udfordringer.
– Det administrative var svært. Dokumentation af stål, svejsecertifikater – det var vi ikke særligt gode til. Og pludselig var vi 25 mand, men det administrative haltede. Derfor har vi skruet op nu og indgået et samarbejde med Finn, siger Anders.
Finn Roy er samtidig blevet en del af ejerkredsen med 10 procent af virksomheden. Det passer ham fint, for det er godt at have hånden på kogepladen i en virksomheden.
– Mit fokus er at få styr på de administrative funktioner. Vi har lige ansat en produktionsleder og en produktionsplanlægger, og det har allerede lettet hverdagen betydeligt. Derudover er det klart, at jeg kommer med noget erfaring, som virksomheden kan bruge, ligesom jeg også har købt en procentdel. Det synes jeg er sundt, for så har vi alle hånden på kogepladen, når vi går på arbejde, fortæller Finn Roy.
Tyskland: 1000 kilometer frem og tilbage
I 2022 begyndte virksomheden at levere til det tyske marked. Her opdagede de hurtigt, at tyske kunder havde de samme behov som danske – men med en vigtig forskel.
- I 2022 begyndte vi at levere til det tyske marked. Det startede som i Danmark – vi fik tegninger, producerede stål og leverede med den rette dokumentation. Vi har gjort det i tre år nu, og vi ser de samme mønstre i, hvad de bestiller. Det er i bund og grund de samme produkter som i Danmark – bare i kraftigere materialer, fortæller Anders og Jesper.
For at få adgang til det tyske marked måtte de have en tysk statiker til at gennemregne deres standardkatalog.
– Det særlige ved de tyske beslag er, at de er kraftigere og tungere. Der er også strengere krav til statiske beregninger, så vi har haft en tysk statiker og ingeniør til at gennemgå hele vores standardkatalog. I Tyskland er de meget firkantede omkring reglerne, så det var nødvendigt at få en lokal ekspert til at stemple og dokumentere det hele, siger Anders og tilføjer:
– Nu har vi sendt vores standardkatalog ud til 25 kunder i Tyskland. Det bliver en øjenåbner for dem, fordi de stadig arbejder, som vi gjorde for 10 år siden. De tænker: Kan man virkelig gøre det sådan her? De er langt bagefter på nogle områder, men vi håber, at det lykkes at få dem til at tage det til sig.
Samtidig er den tyske markedskultur markant anderledes.

– Når vi taler med tyskerne, siger de: ‘Vi gør tingene, som vi plejer.’ De er konservative og tager sig tid til at tilpasse sig nye løsninger. Derfor forventer vi, at det vil tage et halvt års tid, før det for alvor ruller, siger Anders.
Jesper vurderer, at det vil tage et halvt års tid, før de for alvor får hul igennem til de tyske kunder.
– Næste skridt er at få flere produkter på og kigge mod Holland, Belgien og Frankrig. Vi tager ét land ad gangen. Holland kan være interessant, fordi de minder mere om os i deres måde at arbejde på, så vi kan muligvis bruge både de tyske og danske produkter der. De tyske kunder er meget interesserede i vores standardkatalog, men de har også understreget, at de er et specielt folkefærd. De gør tingene, som de plejer, og ændringer tager tid. Derfor tror vi ikke, at det kommer til at gå lige så hurtigt som i Danmark, men vi forventer, at der kommer gang i det i løbet af et halvt år, fortæller de.
Men det tager tid, men de er klar til at handle.
– Anders og jeg boxede med en statiker/ingeniør i Tyskland, som skulle lave vores beregninger. Men det blev til en længere mailstrøm, hvor der blev parlamenteret frem og tilbage. Det tog vi aktion på, så vi kunne komme videre. Så satte vi os lige i bilen, kørte 1000 km ned gennem Tyskland. Havde et møde med dem, og så kørte vi det 1000 km hjem igen. Altså. Det er sådan, de er. Anders og Jesper er handlingsparate. Det kan jeg godt lide. Man løser problemerne her og nu, og det giver resultater og på sigt en god vækst, siger Finn Roy.

Nye og større rammer nødvendigt
For at håndtere væksten planlægger Fredericia Smede- og Maskinfabrik at flytte til nye lokaler, hvor de kan tredoble deres areal.
– Vi har brug for større produktionsfaciliteter. Lige nu har vi to lokationer og kører materialer frem og tilbage flere gange om dagen. Når vi flytter, får vi samlet det hele, så vi kan få et bedre flow, hurtigere maskiner og robotter. Det gør os mere effektive og reducerer behovet for at købe for meget i Kina. Som det er nu, vælter vi rundt i hinanden. Jeg skal nogle gange kravle igennem en gaffeltruck for at komme ind på kontoret. Når vi flytter, regner vi med, at hver mand kan nå 30 procent mere, fordi vi ikke længere skal bruge tid på unødvendige transport og omstruktureringer, fortæller Jesper.
Finn understreger, at det ikke kun handler om produktion – men også om at skabe en mere bæredygtig forretning.
– De her to har været igennem mange år med ekstremt hårdt arbejde. De har drevet en virksomhed med en omsætning, der svarer til en med 25 mand, mens de kun var syv. Det har været benhårdt. Nu skal vi skabe en mere balanceret hverdag. Mit fokus er at få stabsfunktionerne til at køre optimalt. Vi har lige ansat en produktionsleder og en produktionsplanlægger, og det har allerede gjort en stor forskel. Jesper og Anders har afgivet en del af de opgaver, de tidligere selv stod med, så de kan fokusere mere på udvikling, siger Finn Roy og bliver suppleret af Anders:
– Finns store opgave er også at lave en forretningsplan for de næste fem år. Den skal fastlægge, hvordan vi ser ud år efter år – både organisatorisk og administrativt.
Næste skridt er i første omgang at konsolidere den tyske ekspansion, hvorefter virksomheden vil kigge mod Holland, Belgien og Frankrig. Det kræver en god organisation bag.
– Mange af de ting, vi har gjort tidligere, har vi bare gjort. Vi har for eksempel købt en maskine til en laserskærer uden at spørge bestyrelsen. Vi så en mulighed, slog til, og et par dage efter stod den der. Vi har været meget hurtige til at træffe beslutninger, men nu skal vi vokse kontrolleret og få mere struktur, slutter Anders og Jesper.
Fredagssamlingen var et øjebliksbillede af en virksomhed i forandring. Fra den smalle produktionshal, hvor pladsen for længst er blevet for trang, til planerne om større lokaler og et internationalt gennembrud. Med en guldmedalje af studenterbrød og en godkendelse fra en tysk statiker og ingeniør er næste skridt allerede sat i gang. Nu handler det om at holde tempoet – uden at miste fodfæstet.