POLITIK. Liberal Alliances lokalformand i Fredericia, Poul Rand, rykker nu tættere på partiets øverste ledelse. Rand er nemlig netop blevet valgt som 1. suppleant til Liberal Alliances hovedbestyrelse.
Det oplyser Liberal Alliance Fredericia i en pressemeddelelse.
Med Poul Rands nye rolle får den lokale afdeling i Fredericia en mere direkte forbindelse til partiets nationale ledelse, hvilket ifølge partiet selv er en stor fordel.
– Det betyder, at LA Fredericia får en endnu tættere forbindelse til den centrale beslutningsproces i partiet, dette giver os en stærkere stemme og mulighed for at udvide vores viden og strategiske indsigt, lyder det i meddelelsen fra Liberal Alliance Fredericia.
Derudover understreger lokalafdelingen, at den direkte adgang til partiets centrale drøftelser vil styrke den lokale organisations udvikling.
– Vi får direkte adgang til de seneste politiske drøftelser, hvilket styrker vores organisatoriske udvikling og vores evne til at drive en effektiv og informeret lokal indsats. Poul Rand vil kunne bringe erfaringer og perspektiver fra Fredericia ind i de nationale beslutninger og samtidig sikre, at vi lokalt er opdateret med de nyeste initiativer fra hovedbestyrelsen.
Den lokale afdeling ser frem til at bruge den nye forbindelse til at skabe endnu bedre politiske resultater for medlemmerne og vælgerne i Fredericia.