POLITIK. Byrådssalen var fyldt til randen, da klokken slog fem, og borgmester Christian Bro åbnede mandagens møde med et smil og en bemærkning om det store fremmøde. Det blev begyndelsen på et langt og intenst byrådsmøde, hvor politikerne brugte timer på at debattere budgettet for 2026-2029, på at krydse klinger om ansvar, samarbejde og økonomisk retning og på at lytte til borgere, der satte ord på deres oplevelser med kommunen.
Allerede fra begyndelsen stod det klart, at stemningen i salen bar præg af valgårets intensitet. Bag ordene om samarbejde og velfærd lå også antydningerne af en kamp om fortællingen om Fredericias fremtid.
Borgmesteren gav kort ordet til spørgetiden, hvor borgerne kunne komme til orde. Der blev samlet sedler ind, og mens de blev læst op, mindede han salen om reglerne for, hvordan spørgsmålene skulle stilles. Herefter blev dagsordenen godkendt, og mødet gik i gang.
Christian Bro begyndte med den økonomiske status for året, den såkaldte halvanden budgetopfølgning. Han konstaterede, at presset på økonomien var øget siden sidste gennemgang, især på familie- og børneområdet, og at flere planlagte tilpasninger på seniorområdet endnu ikke havde givet de forventede resultater. »Udviklingen går desværre den forkerte vej,« sagde borgmesteren og forklarede, at forvaltningen har iværksat yderligere tiltag for at sikre, at kommunen overholder sin serviceramme.
Ingen bad om ordet til kommentering, og punktet blev enstemmigt godkendt.
Da byrådet nåede til næste punkt, steg opmærksomheden i salen. Det var tid til andenbehandlingen af budgettet for de kommende fire år. Borgmesteren forklarede, at der nu lå et samlet budgetforlig mellem de borgerlige partier, Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, og gav derefter ordet til Venstres gruppeformand, Peder Tind.
Han lagde ud med en tale, der satte tonen for forligspartiernes fælles front. »Vi passer stadig på velfærden,« sagde han og slog fast, at budgettet var bredt, ansvarligt og bygget på »ærlige og konstruktive forhandlinger«. Han takkede forvaltningen for arbejdet og roste kollegerne for et forløb præget af dialog og samarbejde. Tind fremhævede, at budgettet håndterer ubalancerne i økonomien, især i familieafdelingen, og samtidig prioriterer velfærd, folkeskoler og ældrepleje. »Fredericia har brug for ledelse, der handler og ikke bare kritiserer,« sagde han.
Ved siden af ham nikkede Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti genkendende. Da hun fik ordet, talte hun varmt om det ansvar, partiet havde taget. »Det her er et utroligt ansvarligt budget. Vi har holdt os inden for rammerne og skabt ro, uden store sparekataloger eller gaver. Vi passer på vores ældre, vores handicappede og vores børn.« Hun fremhævede især folkeskolen, som hun mente længe havde haft brug for et løft.
Hos SF kaldte Connie Eden budgettet for et »kludetæppe«, men et solidt et. Hun noterede, at det var et resultat af de beslutninger, der blev taget året før, og sagde, at det toårige budget havde skabt stabilitet og ro. »Jeg har tiltro til det, vi har lavet nu,« sagde hun.
Da turen kom til Enhedslistens Cecilie Roed Schultz, ændrede tonen sig. Hun talte med energi og præcision, og salen faldt helt stille. »Om lidt vedtager vi et budget, der er både ansvarligt, solidarisk og fremadskuende,« begyndte hun. Hun kaldte budgettet for et, der investerer i mennesker, og som »fortsætter den kurs, vi satte med sidste års forlig, hvor vi valgte at investere i velfærd og grøn omstilling.«
Men hendes tale tog hurtigt retning mod en kritik af Socialdemokratiets udmeldinger. »Socialdemokratiet har kaldt budgettet uansvarligt og farligt for kommunekassen,« sagde hun og fortsatte: »Men i jeres eget budget sidste år stod der lavere kassebeholdning end i det, vi fremlægger nu. Hvis vores er uansvarligt, hvad var jeres så?« Hun gennemgik tallene fra tidligere budgetter og sammenlignede år for år, hvor meget der faktisk stod tilbage i kommunekassen. »Det er svært at tage alvorligt, når man selv har stemt for de samme modeller,« sagde hun og rundede af med ordene: »Budgettet er solidt. Det er ansvarligt. Det er ligesom det plejer at være.«
Fra det konservative hjørne rejste Tommy Rachlitz Nielsen sig og takkede for det samarbejde, der havde gjort forhandlingerne hurtige. »Det er nok det hurtigste budget, jeg har været med til,« sagde han og fremhævede de mange initiativer, forligspartierne havde sat i gang. Han nævnte blandt andet lavere klassekvotienter, investeringer i Kobbelgården og etableringen af et nyt teknisk vandselskab, som skal sikre drikkevandet. »Det er dyrt, men det er det ansvarlige at gøre,« sagde han.
Fra Danmarksdemokraterne lød der opbakning fra Palle Dahl, som med et smil fortalte, at han selv havde været på ferie, men roste sin stedfortræder for at have forhandlet godt. »Budgettet hænger sammen,« sagde han.
Borgernes Listes Karsten Byrgesen talte om ansvar som evnen til at finde ud af, hvor det gør mest ondt, og handle der. »Vi har sat en retning,« sagde han og tilføjede, at forliget var et eksempel til efterfølgelse.
Da Christian Bro tog ordet igen, kom der for første gang en form for konfrontation. Han ønskede at afklare, at det ikke var ham, men Dagbladets leder, der havde kaldt budgettet uansvarligt. »Jeg har ikke brugt det ord. Men vi skal bremse op. Kassen bliver stille og roligt brugt, og det skal vi tage højde for,« sagde han.
Han roste forligspartierne for at have skabt et velfærdsbudget, men han markerede en bekymring. »Jeg har det svært med at gå til valg på et budget, der bygger på tro, håb og fornægtelse,« sagde han, mens der lød mumlen fra rækkerne.
Hans partifælle Vibe Dyhrberg tog ordet efterfølgende. Hun talte varmt om budgettet og afviste, at hun nogensinde havde kaldt det uansvarligt. »Jeg er rigtig glad for det her budget,« sagde hun og takkede kollegerne for samarbejdet. Men hun brugte også sin taletid til at tale om byens teater. »Det er vigtigt, at vi sender et signal om, at vi vil noget med Fredericia Teater. De to millioner er et plaster, men det redder ikke bygningen,« sagde hun og håbede, at det næste byråd ville »tænke stort og skabe et kulturhus i verdensklasse«.
Da John Nyborg fra Socialdemokratiet fik ordet, talte han om, at forvaltningen havde anbefalet en kasse på 300 millioner. »Hvis man vil velfærden, så er det det, det koster,« sagde han. Men han understregede også, at partiet fortsat ønskede samarbejde.
David Gulløv fra samme parti roste budgettet for det, der var med. Han glædede sig over de midler, der var afsat til Kobbelgården, og tilføjede, at han gerne havde set flere penge til selvejende haller. »Men det kan vi jo arbejde med fremover,« sagde han.
I den afsluttende del af budgetdebatten blev tonen mere direkte. Peder Tind henvendte sig direkte til borgmesteren. »Jeg er interesseret i at høre, hvad du tænker om alt det her, ikke bare på Facebook,« sagde han. Han beskyldte Socialdemokratiet for at have startet en skræmmekampagne og bad om svar. »Hvorfor har I ikke selv fremlagt et budget? Hvorfor har I brugt et helt år på at kritisere i stedet for at levere jeres eget forslag?«
Christian Bro svarede senere på, at Socialdemokratiet havde valgt at vente til efter valget med at fremlægge deres bud. »Vi anerkender, at I har lavet et velfærdsbudget,« sagde han. »Men vi kommer ikke til at gå til valg på det.«
Men mødet var langt fra slut.
Efter budgettet fulgte behandlingen af et forslag om at oprette en uafhængig familieguide – en ny funktion, som Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti havde stillet forslag om.
Pernelle Jensen forklarede, at idéen udsprang af de mange henvendelser om problemer i familieafdelingen. »Når så mange familier siger det samme, skal vi tage det alvorligt,« sagde hun. Forslaget gik ud på at ansætte en person, som kunne hjælpe familierne med at finde rundt i systemet og skabe tillid.
Cecilie Roed Schultz beskrev funktionen som en støtte, ikke en erstatning for sagsbehandlerne. »Familieguiden skal ikke sagsbehandle, men hjælpe familierne med at forstå regler, finde vej og sikre, at de bliver hørt.«
Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti tilføjede, at det handlede om at hjælpe før problemerne voksede sig store. »Det her er ikke et quick fix. Det handler om at hjælpe familierne og give medarbejderne ro til at gøre deres arbejde,« sagde hun.
Hos de andre partier var der skepsis. Connie Eden fra SF kaldte funktionen »uklar« og frygtede, at den ville overlappe med eksisterende indsatser. Tommy Rachlitz Nielsen mente, at forslaget foregreb den kuglegravning, der allerede er sat i gang på området. »Jeg forstår ønsket, men vi bør vente, til vi kender resultaterne,« sagde han.
Christian Bro forklarede, at hvis stillingen skulle oprettes, ville det kræve ændringer i styrelsesvedtægten, og derfor ikke kunne ske hurtigt.
Afstemningen faldt ud med støtte fra Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Borgernes Liste og Danmarksdemokraterne. Socialdemokratiet, SF og De Konservative stemte imod, og dermed faldt forslaget.
Så begyndte spørgetiden, og salen ændrede karakter.
Først rejste repræsentanter for grundejerforeninger sig for at spørge, hvorfor kommunen ville overdrage private fællesveje til grundejerne selv, trods gamle aftaler. »Er det ikke at løbe fra et ansvar?« lød et af spørgsmålene.
Borgmesteren svarede, at kommunens jurister har vurderet, at de gamle aftaler ikke længere er gyldige. »Vi følger lovgivningen,« sagde han. John Nyborg fra Teknisk Udvalg tilføjede, at kommunen vil rådgive foreningerne i processen.
Men spørgetiden fik en ny tone, da flere borgere trådte frem og fortalte om oplevelser med familieafdelingen. En mor fortalte om sin egen sag og spurgte, hvorfor kommunen ikke svarede på hendes henvendelser. En anden fortalte om at føle sig mistænkeliggjort, mens en tredje sagde, at hun havde politianmeldt familieafdelingen efter at være blevet kaldt »diagnosemor«.
Stemningen var følelsesladet, og borgmesteren lod borgerne tale ud, men mindede dem om, at navngivne medarbejdere ikke måtte omtales i salen. »Vi hører jer, og vi tager det alvorligt,« sagde han.
Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Ole Steen Hansen, svarede roligt. »Vores ansatte møder hver dag for at gøre det bedste, de kan. Hvis der mangler rammer, er det vores ansvar. Hvis det handler om relationer, kan vi dygtiggøre os,« sagde han. Han lovede, at borgerne ville blive kontaktet igen og understregede, at borgernes oplevelse af ligeværd i mødet med kommunen skulle forbedres.
En mor sagde, at Fredericia ikke længere føltes som »byen for alle«, men som en by i forfald, når det gjaldt den menneskelige side. »Empati koster ingenting,« sagde hun.
Da spørgetiden sluttede, takkede borgmesteren de fremmødte for deres mod og engagement. »Vi tager det med os,« sagde han.
