En triatlet fra Fredericia har sat sig solidt på landkortet efter en stærk sæson. Andreas Thoustrup fra Fredericia Triathlon Team er blevet kåret til Årets Age-Group Atlet 2025 af Triatlon Danmark.
Prisen blev uddelt ved forbundets generalforsamling og gives til en atlet, der både leverer markante sportslige resultater og engagerer sig i foreningslivet. Thoustrup var ikke selv til stede, da han samme dag var frivillig fodbolddommer, og derfor modtog klubbens formand Carsten Olesen prisen på hans vegne.
Dagen efter blev hæderen overrakt til hovedpersonen selv efter en svømmetræning, hvor klubkammeraterne var samlet for at fejre udnævnelsen.
Kåringen kommer efter en sæson, hvor Andreas Thoustrup har markeret sig både nationalt og internationalt. Ved IRONMAN Florida leverede han en af de mest bemærkelsesværdige danske præstationer i sin kategori med en andenplads i sin aldersgruppe og en samlet niendeplads. Resultatet sikrede ham samtidig en plads ved IRONMAN World Championship på Hawaii.
Også på dansk grund har han været blandt de bedste. I løbet af 2025 blev det til bronzemedaljer ved både Tri ved Søen og Jels Triatlon på halv distance, som begge tiltrækker stærke felter.
Ved siden af konkurrencerne spiller han en aktiv rolle i Fredericia Triathlon Team, hvor han ugentligt fungerer som frivillig løbetræner for klubbens Age-Group-atleter. Her er han med til at udvikle både teknik og fællesskab blandt deltagerne.
Ifølge begrundelsen for prisen er det netop kombinationen af resultater og engagement, der gør ham til en værdig modtager.



















