Kirppu, en af Danmarks førende genbrugsbutikker, har for alvor slået rødder i Fredericia. Med en kombination af unikke varer, lokalt engagement og en varm modtagelse fra byen, ser fremtiden lys ud for butikken, der har etableret sig som et populært sted for genbrugsjægere og standlejere.
I vinteren 2023 slog Kirppu dørene op i Fredericia og åbnede deres 23. loppesupermarked. Siden har butiken slået sit navn fast og oplevet en stigning i interessen for genbrug blandt byens borgere.
– Vi har selvfølgelig svært ved at udtale os omkring hvordan det lokale handelsliv er blevet påvirket. Men vi oplever i hvert fald, en stigende interesse og generelt en stigning i såvel standlejere som genbrugsjægere, fortæller marketingschef, Michael Jensen.
Et mødested for alle
Kirppu Fredericia er blevet et sandt mødested for alle typer kunder. Butikken tiltrækker et bredt publikum, fra unge mennesker, der er på udkig efter unikke fund til at definere deres personlige stil, til familier, der ser fordelene ved at spare penge ved at købe brugte varer. ”
– Vi har vitterlig alle typer kunder i vores butik, vi har masser af unge mennesker som har taget genbrugsideén til sig, og som elsker at finde deres egen stil i både tøj og boligindretning. Vi har skattejægerne som jagter det gode fund, vi har ‘fruerne i pelse’ som er på jagt efter præcis den tallerken de mangler til deres stel, og allermest har vi familierne, som har fået øjnene op for at der er virkelig mange penge at spare ved at købe både bolig-ting og -sager, og tøj i vores butik, forklarer Michael Jensen.
Lokalt engagement og arrangementer
Kirppu Fredericia er ikke blot en butik; den er blevet en integreret del af lokalsamfundet. Butikken har aktivt engageret sig i forskellige lokale initiativer og arrangementer.
– Vi har været sponsorer til en golfturnering i Fredericia Golf Klub, hvor Claus (stifter og ejer) spillede med – og Morten (stifter og ejer) var ovre og lave et oplæg for de tilmeldte golfspillere. Lige nu støtter vi Pote Walk Danmark, som er en frivillig forening der gør noget godt for hjemløse og socialt udsatte dyr i Trekantområdet. Udover disse samarbejder har Kirppu også flere gange arrangeret bagagerumsmarkeder på deres parkeringsplads, til stor fornøjelse for hele byen, og de deltog også i ”Byens bedste”, siger Michael Jensen.
Unikke fund og historier
En af de mest charmerende aspekter ved Kirppu Fredericia er de unikke fund, kunder kan gøre. Hver dag dukker der nye, spændende varer op på hylderne, og nogle gange er der også genstande med en helt særlig historie.
– Vi sælger hver dag sjove finurlige sager, men som noget helt særligt kan nævnes en kunde der fandt en keramikskål, som hendes morfar, der var keramiker i 60’erne, havde lavet. Vi har også solgt tre bruseforhæng, som skulle syes om til en brudekjole, siger Jensen.
En lys fremtid i Fredericia
Kirppu Fredericia er blevet mødt med åbne arme af byens borgere, og butikkens ledelse er begejstrede for den varme modtagelse.
– Vi har overordnet set fået en rigtig varm modtagelse i Fredericia, og vi ved, at interessen og lysten til at sælge og købe genbrug, kun lige er startet, siger Michael Jensen.
Butikken er også stolt af deres butikschef Ditte, der startede i foråret 2024.
– Overordnet set, er ønsket at man aldrig er i tvivl om at man er kommet ind i en Kirppu. Og genkendelsen må gerne være til stede, lige meget hvor i landet man besøger os. Dog er den helt store forskel, naturligvis vores butikschefer, og også i Fredericia har vi en fantastisk butikschef i Ditte, som startede i foråret 2024, fortæller Michael Jensen.
Med et stærkt fokus på lokal forankring, fortsætter Kirppu Fredericia med at arrangere begivenheder som bagagerumsmarkeder og Ladies Night, og de har planer om endnu flere arrangementer i fremtiden.
– Vi fortsætter med at engagere os lokalt, byde alle velkommen med et smil og lave nogle hyggelige og interessante arrangementer for alle der er interesserede, slutter Michael Jensen.