På Kryb i Ly Kro har Anders Løkkegaard Madsen været en central figur i den fortsatte udvikling af kroen. Han er ikke blot hoteldirektør – hans engagement strækker sig langt ud over det sædvanlige. Ifølge ham er det ikke bare et arbejde, men en livsstil, som han brænder for.

På Kolding Landevej i Fredericia Kommune ligger den historiske Kryb i Ly Kro. Anders Løkkegaard Madsen fortæller med passion om stedet, der endte med at give ham store livsoplevelser.

Anders Løkkegaard Madsen i Pejsestuen.

– I 2007 mente jeg, at jeg skulle gå i tjenestelære, og jeg var ude på to steder for at forsøge at få en læreplads. Jeg kom blandt andet til Kryb i Kro. Det var fedt. Jeg husker, at jeg skulle lære at flambere en god peberbøf. Da jeg oplevede det, tænkte jeg, at det var et sted, jeg skulle i lære. Det var naturligvis ikke bøffen, der gjorde udslaget, det var hele pakken. Men det særligt det udgangspunkt, at her kom man for at lære, som jeg blev draget af. Jeg søgte hertil, og jeg fik pladsen som tjenestelærling, husker Anders Løkkegaard Madsen.

Han er vokset op med en naturlig forbindelse til hotel- og restaurationsbranchen, da hans mor i mange år har arbejdet som tjener. Anders’ opvækst i Egtved har været præget af at se, hvordan service og arrangementer blev afholdt, hvilket har formet hans syn på branchen. På trods af overvejelser om en karriere som revisor, ligesom hans far, var det passionen for at skabe oplevelser og glæde for folk, der trak ham i en anden retning.

– Jeg kommer oprindeligt fra Egtved. Hvorfor denne branche? Det skal ikke være nogen hemmelighed. Min mor er tjener – ikke uddannet, men hun har været tjener på VINGSTED hotel & konferencecenter i 30-40 år snart. Jeg havde egentlig overvejet at blive revisor – det var min far. Men passionen for at yde service og hjælpe folk ved begivenheder som bryllupper, hvor man ser deres glæde og begejstring – den oplevelse, man kan give dem – det var dét, der trak mig til faget, fortæller Anders.

Tiden som lærling

Anders Løkkegaard Madsen ser tilbage på sin tid som tjenestelærling med et klart billede af de udfordringer, han mødte. Selvom han i starten havde en følelse af at kunne klare det hele, blev han hurtigt konfronteret med virkeligheden. Læretiden i 2007 var præget af en anden tilgang til oplæring, hvor det var nødvendigt at blive robust fra begyndelsen og hurtigt tage ansvar.

– Jeg startede i lære i 2007. Det var en hård tid. Jeg troede, jeg var verdensmand og kunne det hele. En verdensmand, jeg kunne alt. Ingen kunne fortælle mig noget som helst. Men det kunne de alligevel. Dengang var det en anderledes måde at blive oplært på og at være elev. Man blev robust fra starten, og man lærte hurtigt, at man skulle kunne håndtere selskaber alene. Man skulle kunne tage ansvar, siger Anders Løkkegaard Madsen.

Tiden som lærling var ikke blot en periode med faglig udvikling, men også en tid, hvor Anders blev konfronteret med både personlige og professionelle udfordringer. At stå som ung overfor erfarne direktører og ledere krævede, at man hurtigt måtte lære at tage ansvar og vise modenhed, uanset alder eller køn. Anders tænker tilbage på , hvordan denne tid formede ham og gav ham vigtige erfaringer, både i forhold til service og i at navigere i en til tider hård branche.

– Hvis du står der som 17- eller 18-årig, og der står en direktør på 40 eller 50 år overfor dig, så er du nødt til at vise, at du er voksen nok til at klare opgaven – uanset om du er mand eller kvinde. Ellers bliver du trådt på. Det oplevede man ikke så meget dengang, for man lærte hurtigt tricksene. Jeg lærte dem også, fordi jeg havde en god læreplads, siger Anders.

Han beskriver en anderledes tid, hvor det var tilladt at ryge indenfor, og hvordan hans læreplads gik gennem en række ejerskifter, samtidig med at finanskrisen ramte. På trods af de mange forpagtere, køkkenchefer og restaurantchefer, han arbejdede under, var det en lærerig tid for Anders, som blot bekræftede hans valg om at blive i branchen.

– Jeg kan fortælle mange anekdoter fra læretiden. De fleste husker nok, at man måtte ryge inde i restauranten dengang. 2007 og en håndfuld år frem var også præget af stor usikkerhed, finanskrisen ramte året efter, jeg startede. I min læretid havde jeg vel tre forpagtere og otte køkkenchefer. Jeg ved ikke, hvor mange restaurantchefer, der var, men der var mange. Alligevel, trods usikkerhed og skiftende chefer, var det en fed tid, og man lærte meget – både fagligt og praktisk, siger hoteldirektøren.

Et af de minder, der står klart for Anders, er branden på motellet overfor, som endte i aviserne.

– For eksempel brændte motellet overfor i 2008, og der blev lavet en avisartikel om, at ‘Tjenerleveren reddede kokkeelev ud af brændende motel.’ Den historie kan jeg rigtig godt huske, siger Anders, der havde en personlig oplevelse i forbindelse med branden:

– Det var mig, der løb over til min daværende kæreste og fik resten ud også. Så der er rigtig meget af den læretid, der betyder noget for mig, siger Anders.

Tilknytningen til Kryb i Ly Kro startede

Hans tilknytning til Kryb i Ly Kro endnu større betydning, da han mødte sin kommende kone, der også arbejdede på kroen som tjener. Deres forhold blomstrede, og i dag er de gift og har to børn, hvilket gør stedet til mere end blot en arbejdsplads for Anders – det er en del af hans livshistorie.

– I 2009 blev min kone ansat herude som tjener, og det var dér, jeg mødte hende. Efterfølgende, da vi begge var stoppet, fandt vi sammen, og i dag er vi gift og har to børn. Hold da op. Så man kan sige, at Kryb i Ly Kro betyder rigtig meget for mig på mange planer, siger han.

Selvom Anders stoppede på Kryb i Ly Kro i 2010, havde han egentlig ingen intentioner om at vende tilbage. På trods af de gode minder var forholdene dengang ikke noget, der tiltalte ham. Han besluttede derfor at søge nye udfordringer og uddannede sig til brandmand, samtidig med at han fortsatte med at arbejde som tjener på andre hoteller og konferencesteder.

– Da jeg stoppede i 2010, havde jeg egentlig sagt, at jeg ikke ville komme tilbage igen. Det havde været en fed tid, for at være helt ærlig, så havde jeg ikke lyst til at arbejde under de daværende ejere igen. Så jeg gik i beredskabet og blev uddannet brandmand. Samtidig arbejdede jeg også på Munkebjerg som tjener og på VINGSTED hotel & konferencecenter, siger Anders.

Anders Løkkegaard Madsens karriere har været en lang rejse gennem forskellige stillinger i hotel- og restaurationsbranchen, hvor han har arbejdet sig op fra flaskedreng til restaurantchef. Med mere end 20 års erfaring bag sig har Anders haft hænderne i alt fra opvask til ansvarstunge ledelsesopgaver. Hans erfaring spænder bredt, og han har undervejs været i kontakt med mange forskellige sider af branchen, hvilket har givet ham en uvurderlig indsigt i både service og ledelse.

– Før jeg startede her, det kommer jeg tilbage til. Men jeg har været i branchen i over 20 år. Først som flaskedreng, derefter som opvasker og tjener – det hele. Efter beredskabet var jeg kort på Munkebjerg, og derefter kom jeg til Restaurant Den Gyldne Hane i Kolding som tjener. Her fik jeg lidt flere ansvarsopgaver, især da ejeren, Liselotte Kirkely, blev alvorligt syg. Vi tog alle en ekstra tørn for at hjælpe igennem, forklarer Anders.

Hans rejse fortsatte til Opus i Horsens, hvor han arbejdede som tjener, indtil en bekendt ringede med en spændende mulighed. Tilbuddet om at blive restaurantchef på Brededal Kro blev et nyt kapitel for Anders, hvor han også tog ansvaret for hoteldelen. Hans tid som restaurantchef gav ham værdifuld ledelseserfaring og styrkede hans evne til at tage ansvar i komplekse situationer.

– Så rejste jeg videre til Opus i Horsens, hvor jeg arbejdede som tjener i omkring et år. Det var her, jeg fik en opringning fra en god bekendt, der spurgte, om jeg ville være restaurantchef på Bredal Kro. Bredal Kro ligger mellem Horsens og Vejle. Jeg arbejdede der i omkring et år som restaurantchef og fik også ansvaret for hoteldelen, da hotelchefen trådte lidt tilbage. Jeg var der i halvandet år, og da den tid sluttede, tænkte jeg, at jeg skulle prøve noget nyt, siger Anders.

Efter sin tid på Bredal Kro besluttede Anders sig for at prøve kræfter med noget helt andet – han blev sælger. Denne nye udfordring gav ham en helt ny indsigt i forretningsverdenen og hvordan man bygger relationer på den anden side af bordet.

– Jeg besluttede mig for at blive sælger og arbejdede som sælger i et år for B2B Supply i Vejle. Det var en spændende tid, hvor jeg prøvede at sidde på den anden side af bordet – både at sælge produkter og opleve, hvordan man bliver modtaget som sælger, siger Anders.

Karrieren for Anders tog en ny retning, da han stødte på et opslag, hvor der blev søgt en hotelchef til Hotel Norden i Haderslev. Selvom han ikke umiddelbart havde forventet at få stillingen, viste både regiondirektøren og koncernen hurtigt tillid til ham, og han blev ansat i oktober 2019. Dette blev begyndelsen på en ny rejse, hvor Anders gradvist fik mere ansvar og til sidst overtog driften af hotellet.

– Det var også i denne periode, jeg så et opslag, hvor de søgte en hotelchef til Hotel Norden i Haderslev. Jeg søgte stillingen, selvom jeg ikke troede, jeg ville få den, men regiondirektøren og koncernen mente, at jeg var den rette til jobbet. Så jeg blev ansat 1. oktober 2019 som hotelchef på Hotel Norden i Haderslev, siger Anders.

Hans ansvar voksede hurtigt, og i november 2020 overtog han også den daglige drift af hotellet. Efter to år og nogle måneder overgav han driften til sin souschef, hvorefter han selv trådte ind i rollen som direktør. Denne udvikling viser Anders’ evne til at tilpasse sig og vokse i sine roller.

– 1. november 2019 overtog vi hotellet, og 1. november 2020 overtog jeg også driften af hotellet. Jeg drev det i små to år og nogle måneder, hvorefter jeg overlod det til min souschef. Jeg fik herefter titlen direktør i stedet for hotelchef her på stedet, hvor jeg sidder i dag, siger Anders.

En livsstil

For Anders er det dog mere end blot et arbejde – det er en livsstil. Hans engagement og glæde for branchen er tydelig, og han beskriver, hvordan det at arbejde som direktør i hotelbranchen er en del af, hvem han er. Denne dedikation har været en konstant drivkraft i hans karriere, og det er også derfor, han er blevet ved i denne verden.

– Jeg har ikke et arbejde – jeg har en livsstil. Det har jeg altid følt. Jeg havde ikke engang været ansat i en måned, før jeg fik et krus, hvor der stod: ‘Dette er ikke et arbejde, det er en livsstil.’ Og man kan sige, hvis jeg ikke var glad for at være her, så var jeg heller ikke blevet. Men jeg er glad for at være her, fordi jeg har en koncern bag mig, som tror på det, jeg laver, forklarer hoteldirektøren.

Da Anders Løkkegaard Madsen startede som direktør på Kryb i Ly Kro i 2020, blev han hurtigt kastet ud i en af de største udfordringer, som hotelbranchen har stået overfor – corona-pandemien. At træde ind i en ny rolle og samtidig skulle lukke hotellet ned igen kort efter, var en hård prøvelse. Men for Anders var støtten fra koncernen og hans kollegaer afgørende for at komme igennem den svære tid. Det er denne sammenholdsfølelse, der adskiller Kryb i Ly Kro fra andre steder.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at i 2020 – ja, der startede jeg her. Og så kom coronaen, som vi alle kender. Så jeg begyndte, men lukkede hotellet ned for anden gang. Det var en hård tid, men når man har en koncern bag sig, der støtter én, og nogle fantastiske kollegaer, der er med til at tage en ekstra tørn, når det er nødvendigt, så betyder det alt, siger Anders.

For Anders handler det ikke kun om at være direktør for en virksomhed – det handler om at lede en familie. Det stærke bånd mellem medarbejderne kom tydeligt til udtryk, da hotellet i 2022 skulle være vært for en stor samling for koncernen. Alt skulle være i perfekt stand, men barstolene var i dårlig forfatning. Det var dog ingen hindring, for sammen løftede medarbejderne opgaven i fællesskab, hvilket viser, hvordan de arbejder på kryds og tværs for at hjælpe hinanden.

– Jeg plejer at sige, at jeg ikke er direktør for en virksomhed, jeg er direktør for en familie. Det bedste eksempel på det var, da vi i 2022 skulle holde en samling her på stedet for vores koncern. Alt skulle selvfølgelig være i tiptop stand, for alle aktionærer og bestyrelsesmedlemmer skulle komme, samt alle direktører fra koncernen. Men det eneste, vi ikke havde haft tid til at kigge på, var vores barstole – de var alle i stykker. Så kommer vores to morgendamer og vores spiller og siger: ‘Det skal bare ordnes.’ Det viser bare, hvor langt vi går for hinanden herude. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs, siger Anders.

Kryb i Ly Kro i dag

I dag står Anders i spidsen for en kro, der er i konstant udvikling, men som samtidig holder fast i sin sjæl og historie. Det har ikke altid været nemt, især under coronatiden, hvor forventningerne og realiteterne ofte kolliderede, hvilket førte til flere udskiftninger blandt personalet, især i køkkenet. Men på trods af disse udfordringer har Kryb i Ly Kro formået at udvikle sig og modernisere, samtidig med at man fastholder den unikke charme, der gør stedet så særligt.

– Vi startede jo også med en del udskiftninger, desværre. Jeg har skiftet mange køkkenchefer, især under coronatiden, hvor nogle af de forventninger, vi havde, ikke kunne blive indfriet. Men det er en kro i udvikling, med en old-school stil. Vi vil gerne udvikle og forbedre stedet, og det arbejder vi stadig på, fra da vi startede til nu, siger Anders.

Den løbende udvikling har inkluderet store investeringer i bygningernes vedligeholdelse og modernisering, som for eksempel udskiftning af taget på både hovedbygningen og andre bygninger. Samtidig har man skiftet fra olie til fjernvarme, og mange af vinduerne er blevet udskiftet – alt sammen med et stort fokus på bæredygtighed og økologi.

– Der er blevet skiftet tag på hovedbygningen og på en af vores andre bygninger. Og det skal understreges, at det ikke er billigt at skifte sådan noget – det er det virkelig ikke. Vi er gået fra olie til fjernvarme, og vi har fået skiftet mange vinduer, blandt andet i vores skovhaver og andre steder. Vi er blevet økologimærket i sølv, og vi har opnået Green Key-certificering, forklarer Anders.

Denne grønne omstilling er ikke bare en tilfældig trend for Anders og hans team – det er en essentiel del af kroens identitet og fremtidige udvikling. Med et stærkt fokus på danske produkter, økologi og bæredygtighed, arbejder Kryb i Ly Kro mod at udvikle sig på den rigtige måde uden at gå på kompromis med kvaliteten.

– Så man kan sige, at det er en kro i udvikling. Vi vil gerne udvikle os på den rigtige måde – med fokus på bæredygtighed, økologi og danske produkter. Vi går ikke på kompromis med kvaliteten. Vi laver fejl, det gør vi, for vi er heldigvis kun mennesker, men vi bliver bedre hver gang. Det er en kro med charme og sjæl, siger Anders.

Samtidig er det vigtigt for Anders at bevare den historie og sjæl, der ligger i bygningerne. Kroen har patina – noget, der ses i møblerne, væggene og hele atmosfæren. Og det er en del af charmen, som han ikke vil fjerne, blot for at modernisere alt.

– Vi indrømmer gerne, at nogle af vores møbler – for eksempel den sofa, du sidder i – har patina. Præstestuen har masser af patina. Det står vi ved. Vi kunne sagtens modernisere alt, som andre steder gør, og fjerne de røde murstensvægge, hvor man kan se de forskellige tidsperioder – fra da den første fløj blev bygget til den seneste. Man kunne vælge at udjævne det hele og male alt over, men vi vil holde fast, siger Anders.

Pandemi var ikke sjov

Det er denne kombination af udvikling, bæredygtighed og respekt for historien, der gør Kryb i Ly Kro til noget særligt. Selvom det koster penge, og corona-pandemien har gjort det vanskeligt for branchen, fortsætter Anders og hans team med at tage tingene skridt for skridt og bevare det originale i stedet for at erstatte det med noget, der blot er moderne.

– Det er ingen hemmelighed, at det koster penge at drive stedet, og corona var ikke en sjov tid for vores branche. Så vi tager mange ting ad hoc, slår Anders fast

Anders Løkkegaard Madsen fortsætter med at fremhæve Kryb i Ly Kros udvikling og fornyelse, hvor et af de seneste tiltag har været en tiltrængt renovering af gulvet i køkkenet. Det gamle gulv var blevet slidt ned til det punkt, hvor det absolut måtte udskiftes, og tilbud om renovering, der stammer helt tilbage til 1997, viser, hvor lang tid det har været undervejs. Men nu sker der en reel forandring, og kroen bevæger sig fremad – både i renoveringer og i deres lokale engagement.

– I januar i år fik vi skiftet gulvet i køkkenet. Det kunne simpelthen ikke mere. Det skulle have været skiftet for 15 år siden. Vi fandt tilbud fra dengang – faktisk helt tilbage fra 1997 – på både taget og gulvet i køkkenet. Men nu sker der noget. Det er en fordel, og vi kan se, at kroen er i udvikling, siger Anders.

Kroen støtter aktivt lokale initiativer og virksomheder, hvilket er en central del af deres filosofi. De bidrager til både sportsklubber og producenter i området, og mange af de materialer, som kroen benytter, kommer fra lokale leverandører, hvilket skaber en stærk forbindelse til nærområdet.

– Det er en kro, der vælger at støtte det lokale – både håndbold, fodbold og den lokale tagklub. Vi støtter også lokale producenter. For eksempel leverer naboen bænke til os til vores græsarealer, og vi køber vin fra Længely. Vi har en lokal æggeproducent, som vi bruger, og lige nu får vi også lokale grøntsager. Så vi gør så meget som muligt for at støtte det lokale, så vidt vi kan. Der er selvfølgelig nogle begrænsninger, men vi gør, hvad vi kan, siger Anders.

Historien om stedet er populær

En af de mest unikke aspekter ved Kryb i Ly Kro er deres evne til at sælge mere end blot en overnatning eller et måltid – de sælger historien om stedet. Deres Kryb i Ly Kro-ophold inkluderer en oplevelse, hvor gæsterne ikke blot nyder gastronomi, men også får indsigt i kroens rige historie gennem personlige fortællinger fra personalet.

– Det er vores Kryb i Ly Kro-ophold. Her kommer man og får kaffe og kage klokken 15, og så kommer enten en tjener, en fra restauranten, eller jeg selv ind og fortæller historien om Kryb i Ly Kro. Herefter serverer vi en 5-retters menu med tilhørende vine, og der er overnatning til næste dag. Så man kan sige, at vi simpelthen fortæller historien som en del af oplevelsen, siger Anders.

Anders Løkkegaard Madsen understreger, at formidlingen af Kryb i Ly Kros historie er blevet en integreret del af gæsternes oplevelse. Flere af kroens medarbejdere, som for eksempel restaurantschef Fie, bidrager til denne fortælling med deres egne perspektiver, hvilket skaber en mangfoldig og engagerende oplevelse. Fie har endda udviklet et særligt ’tilbage til oprindelsen’-ophold, hvor hun dykker endnu dybere ned i historien, især for at give de nye ansatte en grundig introduktion til kroens rige fortid.

– Det varierer, hvem der fortæller historien. For eksempel vores restaurantschef Fie, som har lavet et ’tilbage til oprindelsen’-ophold, hvor hun går endnu dybere ind i historien, især for vores nye ansatte. Vi har alle vores egne versioner af historien, som vi gerne vil fortælle, forklarer Anders.

Nogle dele af historien er dog så personlige, at kun Anders selv kan formidle dem, som for eksempel den dramatiske episode med branden på motellet. Disse øjeblikke er en del af kroens nyere historie og er svære at overlevere på samme måde, da de er oplevet førstehånds af Anders.

– Der er visse dele, som kun jeg kan fortælle, for eksempel historien om branden på motellet, fordi det er svært for andre at formidle det på samme måde – de var jo ikke der dengang, siger han.

Efterspørgslen efter historiefortælling er vokset markant, og kroen har oplevet stor succes med at indarbejde deres historie i konferencer og andre arrangementer. Gæster og konferencegrupper er fascinerede af Kryb i Ly Kros lange historie, der går helt tilbage til 1610, hvor stedet blev grundlagt.

– Vi har virkelig oplevet fremdrift på dette område. Folk vil gerne ud og høre en historie. Vi har endda solgt os ind til enkelte konferencer, hvor vi tager en time og fortæller historien om Kryb i Ly Kro. Det går helt tilbage fra kongens besøg og hestevognstiden. Vi går så langt tilbage som til 1610, hvor Kryb i Ly Kro blev grundlagt. Det er altså helt tilbage til før vores tid, slutter hoteldirektør Anders Løkkegaard Madsen.