Vejarbejdet på Nørrebrogade har i nogle år været en torn i øjet på beboerne, men for Kasper Jensen, der både bor og driver Kaspers Køreskole i kvarteret, har det haft særligt store konsekvenser. Støj, vibrationer og ufremkommelige veje har tvunget ham til at flytte sin undervisning, kostet ham penge og efterladt skader på hans bolig. Han er glad for at bo i Fredericia, men efter tre år med kaos og mange gener står han tilbage med en frustrerende erkendelse, der er svær at se bort fra.
Hans oplevelse spejler sig i den historie, som Rikke Lundsgaard Breckling først delte i et Facebookopslag. Hun beskrev, hvordan vejarbejdet har påvirket hendes hverdag med støv, støj og skader på hjemmet – en situation, som Kasper genkender alt for godt.
Larm, støv og uforudsigelighed
Vi sidder over for Kasper, en tirsdag formiddag, der gennem tre år har kæmpet med et vejarbejde, der ikke blot har gjort det vanskeligt at drive hans køreskole, men også sat sine spor i familielivet. Før han taler om de økonomiske konsekvenser og praktiske udfordringer, vil han først sætte ord på, hvordan hverdagen med konstant larm og uforudsigelige gener har påvirket ham og hans nærmeste – en oplevelse, han deler med andre beboere på vejen.
– Hvis jeg må starte helt personligt med at sige, at når man lever i sådan en støj, som vi har gjort i så lang tid her, fordi vi bor i den del af Nørrebrogade, som er forsinket, så kan det godt være ret hårdt psykisk, også rent familiemæssigt, når man bor i så meget støj fra klokken syv om morgenen til sent om eftermiddagen, fortæller han inden han fortsætter.
Som beboer har han og hans familie måttet leve med maskinstøj og begrænset adgang til deres hjem, men for ham som erhvervsdrivende har konsekvenserne været endnu mere omfattende. Køreskolens teorilokale har gentagne gange måttet lukkes eller flyttes, fordi støjen gjorde undervisningen umulig.
– Den anden del er selvfølgelig også, at jeg driver køreskolen her ved siden af. Det har været svært at afholde teoriundervisning for eleverne og det der nu foregår ved siden af rent kontormæssigt, som man skal, når man driver en virksomhed. Det kan være enormt svært at få det til at hænge sammen, siger kørelæreren.
Flere gange har undervisningen måttet afbrydes midtvejs, fordi larmen var for gennemtrængende.
– Vi har selvfølgelig også været nødt til at lukke ned for teoriundervisningen et par gange. Nogle af de andre kørelærere har sagt: “Nu tager vi hjem, så må vi finde på noget i morgen.”
Og det gør det ikke ligefrem lettere at drive en køreskole, når halvdelen af vejen udenfor er gravet op, parkeringspladserne er utilgængelige, og området mest af alt ligner en mudret byggeplads.
– Det hele har været en katastrofe, for at sige det ligeud. Når jeg er gået ud ad døren her, har det været jord i et år – bare jord og mudder. Jeg kører ind og ud med motorcykler, og jeg har flere gange sagt til dem: Hvordan skal vi komme ud med motorcyklerne? Mine kunder kan ikke engang komme ind i forretningen. Mange af de her ting har vi selv måttet sørge for, bare for at kunne få hverdagen til at fungere og drive en forretning.
Revner i ruden – og i økonomien
Kasper har ikke kun mistet indtjening på grund af aflyst undervisning. Når han ikke har kunnet gennemføre undervisningen i sine lokaler, har han stået over for et valg: enten lukke midlertidigt eller finde en alternativ løsning. For at holde køreskolen kørende har han været nødt til at leje ekstra lokaler – en udgift, ingen dækker.
– Ingen dækker de omkostninger, vi har haft i køreskolen, eller det tab, vi har lidt, fordi vi ikke har kunnet tage elever ind i den måned, hvor byggeriet har været værst. Ingen dækker udgifterne til lejede lokaler, og ingen vil dække de omkostninger, der har været i forbindelse med reparationer på huset – overhovedet ikke, fortæller han og tilføjer, at forsøget på at få dækket skaderne næsten føles som at løbe panden mod en mur.
Undervejs peger han på en lang revne i køkkenvinduet – et konkret eksempel på de skader, der er opstået i forbindelse med vejarbejdet.
– Jeg har for eksempel en lang revne hen over vinduespartiet i mit køkken, som jeg mener er forårsaget af vejarbejdet. Men da bygherrens forsikringsselskab kom ud for at kigge på det, sagde de, at det ikke havde noget med byggeriet at gøre – selvom det er ret tydeligt, at det hænger sammen.
Mere inddragelse kunne have gjort en forskel
Ifølge Kasper har kommunikationen fra kommunen og de involverede entreprenører ikke været tilstrækkelig. Han forklarer, at der i starten blev taget nogle initiativer, men at de reelt set ikke har gavnet beboerne.
– Faktisk mener jeg, at man satte nogle støjmålingsapparater op langs Nørrebrogade, og for nogle år siden var man også rundt og tog billeder af bygningerne udefra. Men man har jo aldrig været inde i bygningerne og set de skader, der er sket. Så jeg tror ikke, det er helt, som man havde forventet dengang, siger han.
Han tror i højere grad, at en tættere inddragelse af beboerne og en bedre dialog kunne have afhjulpet situationen.
– I stedet for at oprette en Facebookside, som man sidenhen hurtigt lukkede ned – for det kunne man jo godt se, at det blev noget rod, da samtlige beboere på Nørrebrogade pludselig begyndte at bekrige Fredericia Fjernvarme eller hvem der nu stod bag – så burde man nok have samlet beboerne i et lokale og sagt: “Nu må I lige høre her. Der kommer en gennemgribende renovering af Nørrebrogade, og det kommer til at påvirke jer enormt meget, men vi gør sådan og sådan”, siger han og bemærker, at det aldrig havde været på tale – heller ikke, da projektet efter lang tid igen blev kraftigt forsinket.
En bøn til kommunen
Nu hvor vejarbejdet på hans del af Nørrebrogade er afsluttet, står Kasper Jensen tilbage med en følelse af opgivelse. Alligevel har han ét sidste spørgsmål – eller måske snarere en opfordring – til kommunen.
– Jeg kunne godt tænke mig, at man gik tilbage til beboerne og spurgte: Er der noget, vi skal sætte os ned og tale om? Er der noget, vi kunne have gjort bedre? Er der noget, vi kan tage hånd om nu, hvor der måske har været en del gnidninger undervejs? Måske kunne man også få en forsikringsmand ud igen, så han kunne vurdere skaderne og sige: ‘Okay, det er jo nok byggeriet.’ Så der bliver taget hånd om det. For ellers vil folk jo bare blive ved med at være utilfredse, sure og frustrerede, ikke?
Han opfordrer også kommunen til at lære af erfaringerne, så fremtidige byggeprojekter ikke ender i samme kaos.
– Og så bliver der typisk tegnet et glansbillede af et eller andet byggeprojekt – at det bliver så godt, og at det kun kommer til at tage et år. Men det gør det jo sjældent. Jeg synes, at samtlige byggeprojekter, vi har set i Fredericia Kommune de seneste år, er blevet forsinket med op til et helt år, mindst. Så der må jo være noget galt med planlægningen, bemærker kørelæreren.
For Kasper står én ting klart: De seneste tre års kamp med byggerod, støv og manglende svar er ikke noget, han glemmer foreløbigt. Selvom han holder af at bo i Fredericia, har vejarbejdet medført store tab.
– Jeg synes bare, at man må erkende, når der bliver begået fejl, og så informere de borgere, det går ud over. Især erhvervsdrivende, som lider store tab, ligesom mig. Jeg kunne jo være gået fra hus og hjem, hvis ikke jeg havde haft nogle gode venner til at støtte mig dengang. Jeg ville ikke have klaret det alene, afslutter han.
Læs også om Rikkes erfaring her:
