Fredag formiddag blev Fredericias nye skulptur »Bamse på Skateboard« afsløret i krydset mellem Jyllandsgade og Gothersgade. Bag værket står kunstneren Henrik Voldmester og kunstnergruppen 1984, der donerede skulpturen til byen som en gave til børn og barnlige sjæle.

»Bamse på Skateboard« triller ind i Fredericia

Fredag den 7. november klokken 11.00 blev Fredericias nyeste skulptur indviet under blå himmel og børnelatter. I krydset, hvor Jyllandsgade møder Gothersgade, samledes byens børnehaver og 0. klasser – alle med deres egne bamser under armen – for at byde byens nyeste figur velkommen.

»Det er bare mega fedt at se jer, der er kommet her i dag for at byde vores nye skulptur i byen velkommen,« sagde Sofie Thomsen, kultur- og udviklingskonsulent i Fredericia Kommune, da hun bød børn og voksne velkommen.

Skulpturen, som bærer titlen »Bamse på Skateboard«, er skabt af kunstneren Henrik Voldmester og doneret til Fredericia Kommune af en gruppe lokale kunstnere, der i 1980’erne forsøgte at etablere et kunstmuseum i byen.

»For mange år siden var der nogle rigtig seje kvinder her i byen, som gerne ville have et kunstmuseum. Det blev ikke til noget, men til gengæld besluttede de at bruge pengene på at købe kunst til byen,« forklarede Sofie Thomsen, inden klædet blev trukket af skulpturen.

Fra drømmen om museum til kunst i gaden

Den tidligere rektor på Fredericia Gymnasium, Poul Erik Madsen, holdt festtalen og tog publikum med 40 år tilbage i tiden.

»Der var en gruppe kunstnere og kunsthåndværkere, som fik en fantastisk og visionær idé. Fredericia skulle have sit eget kunstmuseum. Igennem ti år blev der samlet penge ind gennem store juleudstillinger med både lokale og nationale kunstnere,« fortalte han.

Da planerne om et museum ikke kunne realiseres, besluttede gruppen at bruge pengene på at skabe kunst til byen – heriblandt den nye skulptur.

»Drømmen om et museum blev ikke omsat i mursten. Til gengæld blev nogle af midlerne omsat til kunst,« sagde Poul Erik Madsen. »En rund, glad bamse, der frygtløst surfer på skateboard gennem byen. En bamse, der tror på sig selv og på, at verden er sjovere, når man tager en tur ned ad bakken. Jeg håber, at Bamse på Skateboard bliver et samlingspunkt, hvor børn og barnlige sjæle stopper op.«

Han rettede også en særlig tak til de kunstnere, som stadig er aktive fra den oprindelige gruppe: Evald Charles, Søs Hasforth, Lotte Christensen og Greta Ruhallen.

Et glimt af glæde og leg

Sys Hasforth Korshøj fra kunstnergruppen 1984 fortalte, hvordan beslutningen om skulpturen blev til.

»Vi havde sådan en kunstgruppe, der hed 1984. Vi samlede ind til et kunstmuseum, men det kunne ikke rigtig blive til noget, så vi bestemte os for at give byen en skulptur i stedet. Vi synes, det var en god måde at bruge de penge på, så de ikke bare stod og var inaktive. Nu kommer de jo til glæde for mange mennesker,« sagde hun.

Om valget af motivet sagde hun: »Vi synes, det var noget, der kunne bringe det glade frem i mennesker. Og man kan se, hvor glade børnene er for at hænge på den – det synes jeg er hyggeligt.«

Kunst, børn og fællesskab

Indvielsen af »Bamse på Skateboard« blev en festlig del af Fredericia Art Festival. Efter taler og sang fra musicaltalenterne Vito og Amanda fra Scenekunstskolen fik børnene æbleskiver, inden de sammen med Sofie Thomsen trak klædet af den nye bamse.

Skulpturen er nu en fast del af byens kunstneriske rum – placeret få meter fra Henrik Voldmesters tidligere værk »Den Lille Gris«, som også har sin plads på Jyllandsgade.

Med »Bamse på Skateboard« får Fredericia ikke blot et nyt stykke kunst, men et symbol på leg, historie og fællesskab – skabt af byens egne kunstnere og givet videre til næste generation.