Thorsten Fries har kontraktudløb med FHK efter sæsonen, men hvad skal der ske? Fansene vil have four more years til målmanden, der stod endnu en god kamp, da FHK sejrede sikkert mod TMS Ringsted.
Thorsten Fries var efter søndagens 34-28 sejr over TMS Ringsted glad for holdets præstation og særligt tilfreds med, hvordan holdet lagde fundamentet for sejren i første halvleg. Ifølge Fries var første halvleg en af sæsonens bedste for FHK.
– Jeg synes, at vi lægger en god grund i første halvleg. Vi spiller måske sæsonens bedste første halvleg. Vi går til pause med en føring på 8, og jeg tror også, vi kunne have ført med 10 eller 11. Vi spiller fantastisk, og vi står stærkt på mål. Så starter vi anden halvleg, og det går egentlig godt de første 10 minutter, men derefter begynder vi at stresse lidt. Vi begynder at afslutte for hurtigt og skyder lidt over mål. Haagen står pludselig rigtig godt. Til sidst er vi dog for stærke, og vi lukker kampen. Trætheden spiller ind for dem, men vi har mulighed for at skifte ud, siger Fries.
Selvom FHK dominerede det meste af kampen, erkender Fries, at det er svært at opretholde momentum, når man foretager mange udskiftninger og prøver nye spillere på banen.
– Det er sindssygt svært, og vi kommer aldrig til at vinde kampen med 16 mål. Det er svært at holde momentum, især når vi skifter ud og prøver nye spillere. Vi havde jo masser af tid i dag. Som du siger, det er det, der sker. Men det er dejligt, at vi stadig vinder sikkert, forklarer Thorsten Fries.
Med et hårdt kampprogram i oktober, hvor mange kampe ligger tæt, betyder det meget for holdet at kunne spare nøglespillere i en kamp som denne. For Fries er den sikre sejr midt i programmet et stort løft for holdet.
– Det betyder meget. Det giver mulighed for, at folk kan få en pause. Det betyder, at Bisgaard kan sidde uden at spille. Det betyder, at Anders Martinusen kan få en pause til sidst. Det betyder, at Taboada kan få en pause, og Effe kan få lidt ro. Det betyder rigtig meget, og det giver os måske lidt mere energi til kampen mod Plock, hvor vi forhåbentlig kan tage to point, siger Thorsten Fries.
Med kampen mod Wisla Plock i tankerne reflekterer Fries over holdets seneste præstationer i Champions League. Kampen mod Plock adskiller sig nemlig på den front, at det er første kamp, hvor FHK på papiret har en reel chance.
– Ja, det ved jeg ikke. Jeg tror stadig, at folk tænker på kampen mod Sporting. Vi mødte en stor klub, som slog Kiel i Plock sidste år. En klub med mange ressourcer. Men hvis vi kan levere lige så godt som mod Veszprém, så har vi bestemt en chance, siger Fries.
Fries anerkender, at Sporting i år har vist sig som et bedre hold end netop Wisla Plock.
– Sporting er klart det bedste hold i år. De har overrasket mange og spiller fantastisk håndbold, fortæller Thorsten Fries.
For at få succes mod Plock, mener Fries, at holdet skal lære af deres fejl fra kampen mod Sporting.
– Ja, det gør jeg. Vi skal helst ikke lave samme fejl mod Plock som mod Sporting. Jeg synes, vi har en god chance, og vi må se, om vi kan spille lige så godt som mod Veszprém. Det vil være vigtigt for os. Hvis vi havde fået et point mod Veszprém, havde det været et stort løft. Hvis vi kan få nogle point nu, tror jeg, vi kan få endnu flere, siger Thorsten Fries.
Efter kampen mod TMS Ringsted fik Fries også stor opbakning fra fansene, som sang “four more years,” da hans kontrakt udløber efter sæsonen. Det gjorde stort indtryk på målmanden.
– Det er fantastisk at være så eftertragtet. Jeg har et fantastisk samarbejde med Ultras, så det ved de godt, og det ved jeg også. Det er dejligt, at samarbejdet fungerer så godt, forklarer Fries.
Om der venter fire år mere i FHK-trøjen, vil Fries dog ikke love.
– Fire år er lang tid, men nu må vi se, hvad der sker, slutter han med et smil.