TRAFIK. Hvis du skal over Lillebælt på lørdag, skal du forberede dig på kø, trængsel og forsinkelser.

Årsagen er, at der lørdag den 3. maj afvikles Lillebælt Halvmarathon, der betyder, at biltrafikken på Den Gamle Lillebæltsbro stoppes mellem klokken 13.30 og 17.00.

Den gamle bro vil dog fortsat være åben for cyklister og fodgængere.

Ifølge Vejdirektoratet skal bilister derfor benytte Den Nye Lillebæltsbro i tidsrummet, hvilket ventes at skabe kødannelse og længere rejsetid i området.

Trafikken omkring Middelfart, Snoghøj og Fredericia vil være påvirket allerede fra klokken 10.00 lørdag formiddag og helt frem til cirka 17.30 om eftermiddagen.

Vejdirektoratet opfordrer derfor alle trafikanter til at køre hjemmefra i god tid og følge situationen nøje, inden de sætter sig bag rattet.

På Vejdirektoratets hjemmeside trafikinfo.dk og via DR P4 Trafik kan man følge med i den aktuelle trafiksituation hele dagen.

Gode råd til bilisterne – fra Vejdirektoratet:
  • Kør hjemmefra i ekstra god tid – trafikken vil være påvirket det meste af dagen.
  • Forvent længere rejsetid omkring Den Nye Lillebæltsbro fra kl. 10 til cirka 17.30.
  • Den Gamle Lillebæltsbro er helt lukket for biler mellem 13.30 og 17.00.
  • Følg trafiksituationen på trafikinfo.dk eller DR P4 Trafik.
Rejser du med bus?
  • Hold øje med eventuelle omlægninger og ændringer i ruterne.
  • Tjek altid din rute på Rejseplanen før afgang.