De gratis bybusser i Fredericia har været en stor succes, men succesen har også skabt et nyt problem. Pladsmanglen i busserne er nu så stor, at chauffører og passagerer oplever daglige konflikter om, hvem der kan få plads til barnevogn, rollator, cykel eller løbehjul.
Nu anbefaler kommunens forvaltning et fuldt forbud mod at medtage cykler og løbehjul i bybusserne.
»Der er ikke tilstrækkelig plads i busserne på mange afgange. Det fører til konflikter både mellem chauffører og passagerer samt passagerer indbyrdes. Problemet har nu et omfang, hvor Umove oplever udfordringer med arbejdsmiljøet. 3F er inddraget, og hvis udviklingen fortsætter, vurderes det sandsynligt, at Arbejdstilsynet bliver involveret,« fremgår det af sagsfremstillingen til Teknisk Udvalg.
Siden Fredericia indførte gratis bybusser, er antallet af passagerer steget markant. Kommunen vurderer, at der i dag ikke længere er plads til både passagerer, hjælpemidler og cykler i de mindre busser.
Et totalt forbud skal derfor sikre bedre forhold for både passagerer og chauffører – og give plads til dem, der har mest brug for det, som forvaltningen formulerer det.
Alternativer afvist som for dyre
To alternativer har været på bordet. Det ene er et udvidet tidsbegrænset forbud i myldretiden, som dog vurderes vanskeligt at kommunikere og håndhæve. Det andet er at indsætte flere busser i de travleste perioder, men den løsning vil ifølge forvaltningen blive alt for dyr.
Et eksempel i sagen viser, at blot én times ekstra drift morgen og eftermiddag vil koste omkring 6,1 millioner kroner om året.
Derfor konkluderer forvaltningen, at et fuldt forbud er den mest realistiske løsning:
»Et forbud vil sikre bedre plads i busserne, reducere antallet af konflikter og hurtigt forbedre miljøet i bybusserne, fordi mange af de episoder, vi ser i dag, ikke længere vil opstå. Samtidig er det en letforståelig ændring for passagererne,« lyder vurderingen.
Et forbud mod cykler og løbehjul vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser for kommunen.
Sagen skal nu behandles politisk
Teknisk Udvalg skal i de kommende uger tage stilling til, om Fredericia skal indføre et totalt forbud mod medtagning af cykler og løbehjul i de gratis bybusser.
Sagen ventes at blive fulgt tæt – både af pendlerne, erhvervslivet og de mange familier, der i dag bruger bybusserne som en del af hverdagen.














