Formandsskabet i Teknisk Udvalg i Fredericia, John Nyborg (A) og Karsten Byrgesen (løsgænger), er blevet pålagt at tage et møde med Grundejerforeningen af 1959. Mødet skal omhandle de muligheder og udfordringer, der er forbundet med at gøre helårsbeboelse i kolonihavehusene på Oktobervej lovligt.

I årevis har der været fast beboelse i området, selvom det ikke er tilladt. Sagen har gentagne gange tiltrukket opmærksomhed og skabt debat både politisk og offentligt. Nu bliver det næste skridt at høre grundejerforeningen og deres perspektiv.

– Vi blev enige om, at John og jeg tager et møde med grundejerforeningen på vegne af Fredericia Kommune, og så må vi se, hvad de har at sige til os, og se, hvordan det udvikler sig. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har et politisk flertal, der faktisk gerne vil have helårsbeboelse, så det er noget, vi arbejder for, men i første omgang skal vi mødes med dem John og jeg, lyder det fra Karsten Byrgesen.

Området på Oktobervej er reguleret af lokalplan 338, der blev vedtaget i 2019. Lokalplanen definerer området som byzone og udlagt til kolonihaveområde uden mulighed for helårsbeboelse. Flere faktorer gør det juridisk komplekst at ændre denne status, herunder støjpåvirkning fra raffinaderiet og Egeskovvej samt placeringen inden for planlægningszonen for risiko ved raffinaderiet og rangerbanegården. Netop disse udfordringer blev præsenteret for Teknisk Udvalg i november sidste år, hvor man også diskuterede en model inspireret af statens løsning på støjproblemerne ved Flyvestation Skrydstrup. Modellen blev dog ikke vedtaget, og forvaltningen blev bedt om at undersøge yderligere muligheder.

Forvaltningen har i deres seneste sagsfremstilling lagt vægt på behovet for at afveje juridiske, økonomiske og praktiske hensyn i forhold til en eventuel ændring af områdets status. Byrgesen er dog optimistisk og mener, at der kan findes en løsning, som både sikrer beboernes ønsker og tager hensyn til de gældende regler.

– Jeg har på fornemmelsen, at jeg har et politisk flertal, der faktisk gerne vil have helårsbeboelse, gentager Byrgesen og understreger, at det kommende møde bliver afgørende for, hvordan processen udvikler sig.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her