Sydøstjyllands Politi har søndag håndteret to episoder, en i Kolding og en Horsens. Det oplyser vagtchef Torben Møller søndag aften. I
Klokken 10.17 blev der anmeldt et færdselsuheld på Østerbrogade i Kolding, hvor en bilist havde ramt en fodgænger.
»En bilist kom kørende fra Domshusgade og svingede ind på Østerbrogade, hvor han påkørte en fodgænger. Der er tale om en ulykke med ringe materiel skade og ingen alvorlig personskade,« fortæller Torben Møller.
Bilisten er en mand i 80’erne fra lokalområdet, mens fodgængeren er en mand i 30’erne – også fra Kolding.
Uro på tog i Horsens
Senere på dagen, klokken 13.58, fik politiet en anmeldelse fra DSB om en urolig passager på Horsens Station.
»DSB ville bortvise en person fra toget, men han blev aggressiv over for patruljen og ønskede ikke frivilligt at forlade toget. Han tiltalte betjentene med ukvemsord og blev derfor anholdt,« siger vagtchefen.
Der er tale om en mand i 30’erne fra Aarhus-området, som blev taget med til politistationen.














