Fredericia har de seneste år oplevet en markant fremgang, når det gælder unge, der skal hjælpes videre i livet. En ny opgørelse fra kommunen viser, at de unge, som modtager uddannelseshjælp, i dag bruger langt kortere tid på støtten end tidligere. Siden januar 2023 er den gennemsnitlige varighed faldet med 24 procent.
Udviklingen glæder både politikere og medarbejdere i Ungeenheden, der arbejder målrettet for at få flere unge videre i uddannelse eller beskæftigelse.
»Det er et tydeligt tegn på, at Ungeenhedens målrettede indsats virker og gør stor forskel for de unge. Når de unge har brug for kortere tid på uddannelseshjælp, betyder det nemlig, at de hurtigere starter på uddannelse eller i job og dermed finder fodfæste i livet. Men arbejdet er ikke slut – ambitionen er, at tallet skal endnu længere ned,« siger Pernelle Jensen, formand for Fredericia Kommunes Unge- og Uddannelsesudvalg.
Næstformanden i udvalget, Anette Hyre-Jensen, peger på, at indsatsen ikke blot handler om tal, men om fremtid og retning for de unge.
»Vi er rigtig glade for at se, at de allerfleste unge går fra uddannelseshjælp og ud i uddannelse eller job. Det vigtige er jo, at de unge kommer videre til noget, der peger dem godt ind i fremtiden,« siger hun.
Flere hjælpes videre trods flere unge på vej ind
Ifølge de nyeste tal modtager 360 unge i øjeblikket uddannelseshjælp i Fredericia Kommune. Det er kun en svag stigning på fem personer sammenlignet med året før, selvom der i samme periode er flyttet 54 unge til kommunen direkte på uddannelseshjælp.
»Vi har lige nu 360 unge på uddannelseshjælp. Til sammenligning hjalp vi 435 unge ud af uddannelseshjælp sidste år, og vi afsluttede dermed flere unge i 2024, end der modtager uddannelseshjælp på nuværende tidspunkt. Det er et tydeligt bevis på, at vores indsats virker, og at vi lykkes med vores hjælp til de unge,« siger Pernelle Jensen.
Samtidig er der stor udskiftning blandt de unge, der modtager støtte. I år alene er 304 unge blevet afsluttet fra uddannelseshjælp – de fleste, fordi de er kommet i arbejde eller er startet på en uddannelse.
»Det er positivt, at det går den vej, men ambitionen skal være, at de unge i Fredericia Kommune enten er i uddannelse eller job,« understreger Anette Hyre-Jensen.
Tallene tegner et billede af en kommune, hvor arbejdet med de unge giver synlige resultater. Og hvor ambitionen fortsat er, at ingen skal stå uden retning – men i stedet hjælpes videre mod job, uddannelse og et selvstændigt liv.














