KRIMI. Sydøstjyllands Politi efterforsker søndag en voldssag, hvor en 46-årig mand fra Fredericia natten til søndag blev overfaldet på en adresse i Dalegade. Overfaldet fandt sted umiddelbart inden klokken 03.45.
Den 46-årige mand fik skader som følge af volden og blev bragt til behandling, men han er ikke i kritisk tilstand.
Politiet oplyser, at flere personer mistænkes for at stå bag overfaldet, og der er allerede foretaget flere anholdelser i sagen. Der kan dog ske yderligere anholdelser i løbet af efterforskningen.
»Der er tale om en isoleret hændelse, og der er ingen grund til bekymring hos borgerne i Fredericia. Vi arbejder stadig på stedet og andre relevante steder, men der er ikke fare for området eller de omkringboende,« siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiet forventer at komme med flere oplysninger senere søndag.